Genudgivelser af historiske værker er ikke altid nogen god idé. Ny viden kommer til, mens synspunkter, der engang forekom naturlige og indlysende, i mellemtiden er blevet forældede. Men her er ingen problemer. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie fra slutningen af 1980'erne har vist sig særdeles slidstærk, formentlig fordi værket i modsætning til mange tidligere Danmarkshistorier ikke har nogen overordnet politisk eller ideologisk målsætning. Forfatterne blev valgt ud fra deres viden og kvalitet som skribenter, ikke deres holdninger. I forfatterskaren finder man derfor overbeviste marxister ved siden af historikere af solid borgerlig observans. Det betyder til gengæld, at der er stor forskel på, hvad forfatterne af de enkelte bind forstår ved relevant Danmarkshistorie. Inden for de sidste måneder er de fem bind, der dækker middelalderen og nyere tid frem til 1700, blevet genudgivet. Alle fem står sig, der er ikke meget, en anmelder kan brokke sig over. Dog konstaterer man med nogen undren, at forfatterne til de arkæologiske bind har været mere villige til at indarbejde nye forskningsresultater end deres kolleger blandt historikerne. Således skildrer Ole Fenger Valdemarernes ekspansionspolitik i traditionelle nationale termer uden større hensyntagen til den aktuelle korstogsforskning. Afdøde Kai Hørbys bind om højmiddelalderen er revideret af Rikke Agnete Olsen. Opgaven har ikke været nem, for Hørby skrev i en meget personlig stil, lidt gammeldags, men ofte underfundig. Enkelte steder blev det dog for indforstået, det gjaldt ikke mindst afsnittet om Valdemar Atterdags samling af Danmark, som derfor er blevet skrevet helt om, hvorved det er blevet meget klarere.