Det har aldrig været nogen rigtig god forretning at være forfatter i Danmark. De færreste har kunnet klare sig for bogindtægter alene og noget, som stadig klinger i de fleste forfatteres kasser, er oplæsninger, eller som de fleste kalder det: foredrag. Herman Bang var ingen undtagelse, han rejste også rundt og læste op. I sommeren 1904 var han således på den store oplæsningsturné Danmark rundt, og han skrev fornuftigvis artikler om sine iagttagelser. Bang var på dette tidspunkt kendt, og derfor kom der, skal man tro ham selv, rigtig mange tilskuere til hans forestillinger, og publikum så på ham, men han så også på publikum. En af de artikler, han fik trykt i avisen {lsquo}Fædrelandet' i sommeren 1904, handler om de forskellige publikummer, han oplevede, og de kunne variere utroligt meget, hævder han. Faktisk er ikke to publikummer ens. Der er først det præcise publikum. De sidder der, og »klokken to Minutter over konstaterer Herrer i Parkettet, ved at fremdrage guldkapslede Ure, at den Optrædende uhøfligt lader vente«. Dette publikum findes ofte i garnisonsbyer, og når deres bifald lyder, er det som en »geværsalve efter et befalet: 'Fyr'«. Så er der det publikum, der aldrig kommer til tiden. Når forestillingen skal begynde, sidder der måske tyve mennesker i salen, og disse tyve tilhører altid det stedlige lærerpersonale. Når tæppet så er gået op, kommer de øvrige styrtende støjende ind. Så er der det fåmælte publikum, og når han er sammen med dem, har han »Følelsen af at befinde sig i et Retsslokale«. Dette er i modsætning til publikum i de snakkesalige byer, hvor ikke tyve mennesker kan være til stede, uden at det lyder som »et Aaleskind er faldet i en Hønsegaard«. Et publikum af landboere er som oftest lige »tavst, naar det kommer, som det gaar«, mens stationsbyernes publikum - det er dem der vil frem og opad - søger hidsigt at forstå, skriver Bang.