Den franske sociolog og intellektuelle Jean Baudrillard sammenligner flere gange i 'Screened out' verden og netværkssamfundet med en krop, der er angrebet af virus. Fra hiv, der spreder aids, over børsmarkedet, der jævnligt er hjemsøgt af bedrag (jf. Enron og WorldCom) eller spekulationsangreb, til diverse vira, der hærger internettet. Senest har vi set terrorismens ondartede influenza i New York og på Bali samt den modbydelige SARS, der skaber panik over den ganske verden. Man kan næsten tale om en munter apokalypsestemning hos Baudrillard, en fnisende opremsning og diagnose af de mange måder, hvorpå verden er af lave, en 'katastrofal parodi' kalder han det et sted. Verden er tilsyneladende blevet virtuel snarere end virkelig og minder mere og mere om en strømhvirvel hærget af stadig mere uforudsigelige 'meteorologiske' orkaner eller vira. Bogen, i hvilken dette dystre og ironiske portræt af verdens tilstand males, er en samling oversatte artikler og små essays, der oprindelig blev publiceret i Libération i tiåret 1987-97, men nu er udgivet af forlaget Verso i London, der også sidste efterår publicerede tre små bøger af supertrioen Slavoj Zizek, Paul Virilio og Baudrillard om terrorangrebet 11. september 2001 og den ny verdensorden, det affødte. De her optrykte tekster er jo betydeligt mindre dugfriske, men er de stadig aktuelle? Ja. Nogle af dem endda i forbløffende grad. Om noget er aids jo blevet et betydeligt større problem end i 90'erne, om end scenen for problemet er rykket til Afrika og dermed forekommer mange vesterlændinge knap så akut. SARS hærger som nævnt for fuld skrue. Børsmarkedet er udsat for stadig mere chokerende anfald af uro og svindel, hacking på internettet stiger kun i omfang og kompleksitet, og hvad angår terrorisme, ja så kan man ikke just påstå, verden er blevet et sikrere sted siden dengang i 1990'erne. Baudrillard er på sit bedste en næsten diabolsk behændig kulturkritiker. Hans måske mest fundamentale ærinde er at opretholde en forskellenes mangfoldighed over for tendenser til at udviske og overskride alskens biologiske og kulturelle og politiske og moralske skel. F.eks. ser han med nogen aversion på den voksende tendens til, at vi alle bliver til en art symbolske transseksuelle. Kønsskifteoperationer, modens udviskning af kønsforskelle, de sociale og økonomiske positioners gradvise ophævelse af grænsen mellem maskulint og feminint, psykoanalysens opdagelse af vores interne kombination af mandlige og kvindelige egenskaber, alt dette spidsformuleres i en typisk overdrivelse hos Baudrillard, der siger, at »vi er alle transseksuelle«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























