Hvad har Athen og Jerusalem tilfælles? Det spurgte en vred kirkefader om for cirka 1.800 år siden, da han ville slå fast, at den græske og den jødisk-kristne kulturtradition absolut intet har til fælles. For Tertullian var de så forskellige og uforenelige som ild og vand. Ikke desto mindre har hans eftertid på talrige og sindrige måder forsøgt at sammentænke de to traditioner, som er sådan cirka lige fundamentale for europæisk kultur. Dette projekt er et af de store emner, som Jakob Balling strejfer i bogen 'Historisk kristendom', der er udkommet i anledning af hans 75-årsdag. Den samler op på en lang række af Ballings mindre udgivelser, forelæsninger og foredrag igennem de sidste 40 år, hvoraf han i langt de fleste har virket som professor i ældre kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Over fyrre kapitler kommer bogen vidt omkring i kristendommens historie - fra kirkefædrenes forestillinger om dannelse over middelalderens klostervæsen til sammenhængen mellem Hal Kochs teologiske forskning og hans politiske indsats under besættelsen. Emnemæssigt spænder bogen bredt og lader sig ikke bringe på én formel. Titlen sigter ikke kun til bogens historiske indfaldsvinkel på kristendommen, men også til dens forståelse af kristendommen som en religion, der grundlæggende er historisk. Nemlig i den forstand, at det for både kirken og for den enkelte kristne handler om at erkende sin plads i en større historie, som der både er mål og mening med. I den forbindelse viser Balling stor interesse for den rolle, digtningen har spillet i kristendommens historie. I kapitler om Dantes såkaldt 'Guddommelige komedie', Miltons 'Det tabte paradis' og Grundtvigs 'Nyaarsmorgen' undersøger han nærmere, hvordan digtningen har bidraget til at nyformulere det kristne budskab. Overvejelserne over disse litterære klassikere er interessante, ikke mindst når de kommer ind på de læserforudsætninger, som teksterne tager for givet. Man savner imidlertid inddragelse af den litteraturvidenskabelige faglitteratur inden for området, fra Northrop Frye til Stanley Fish, som formentlig kunne have skærpet iagttagelserne.