Det er svært at komme i tanke om noget, man savner i vulkanologen Henning P.B. Andersens lille, men uhyre stofrige bog om Vesuv. Andersen begynder med Plinius' altid lige gribende breve til historikeren Tacitus om sin onkels død under det udbrud i år 79, der begravede Pompeji, og bevæger sig derefter op gennem historien fra udbrud til udbrud - 1779, 1906 og 1944 - idet hans egen fremstilling af vulkanens geologi, fysik og kulturhistorie veksler med samtidige og senere videnskabelige og litterære skildringer. Synsvinklen er delvis dansk, så vi får blandt andre H.C. Andersen og Christian VIII, men også den italienske forfatter Curzio Malaparte (hvis romaner fra 1940'erne og 1950'erne godt kunne fortjene en renæssance i Danmark), den herlige engelske rejsebogsforfatter H.V. Morton og Bulwer Lytton. Sidstnævnte har lagt navn til en konkurrence i at skrive indledningen til 'Alle tiders dårligste roman', men hans beskrivelse af udbruddet i Pompejis sidste dage (1834) er nu ikke ueffen. Andersens bog fylder et hul i litteraturen - jeg kender i hvert fald ikke andre vulkanhåndbøger henvendt til interesserede lægfolk - og begynder derfor helt fra bunden, og dybere endnu. Vi lærer om Jordens tilblivelse, livets opståen, pladetektonik, om hvad der foregår i Jordens indre og om Middelhavets og verdens øvrige vulkaner, og vi lærer at klassificere forskellige typer af vulkaner, kratere og udbrud. Formentlig mere end de fleste anede, at man kunne vide om emnet, men forbavsende interessant og ledsaget af fine og pædagogisk nyttige illustrationer. Selv om Andersen bringer læseren vidt omkring, er hans væsentligste ærinde at fortælle om Vesuv, som han betegner som »en meget farlig vulkan«. Den er farlig, fordi den stadig er særdeles aktiv, og fordi der siden det sidste udbrud for snart 60 år siden er over en million mennesker, der har bosat sig eller fundet arbejde langt op ad vulkanens skråninger, hvor jorden er frugtbar og byggegrundene billige. Anbefales varmt til alle med interesse i geologi, Pompeji eller Syditalien i almindelighed.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























