Kvinder er ikkeså gode til at forhandle løn som mænd. Reglerne for forhandlingerne og hele atmosfæren stammer fra gammel tid, hvor arbejdsmarkedet var enkønnet, og kvinder har svært ved at forstå spillereglerne. Det er generaliseringer, og dem er 'Lønforhandlinger for kvinder' af Solveig Schmidt fuld af. Men man finder også stof til eftertanke og nogle fornuftige og brugbare råd på bogens 184 sider. Solveig Schmidt er lektor ved Danmarks Journalisthøjskole. Hun har været faglig sekretær i Danmarks Journalistforbund og har ifølge bogens præsentation flere års erfaring som forhandler. Det første, man har lyst til at spørge hende om, er, hvorfor kvindelige journalister stadig helt ubegribeligt har mindre i løn end deres mandlige kollegaer. Lønefterslæbet, også på denne arbejdsplads, er omkring 1.000 kr. om måneden. Det får man begribeligvis ikke noget svar på i bogen. Her er et godt råd at lægge pres på ens fagforening. Nu er kvinder generelt kendt for at vise omsorg og sætte sig ind i andres følelser men ikke for at slå på tromme for sig selv (igen en generalisering!) men det kan jo næppe være årsag til manglende ligeløn næsten hele vejen rundt. Ej heller at vi alle er elendige forhandlere, når vi sidder overfor vores mandlige chefer (ikke fordi kvindelige chefer er 'sødere'). Men Schmidt nøjes med at fastslå arbejdsmarkedet grundlæggende uretfærdighed. Rådene til den enkelte kvinde, om hvordan man forbereder sig, har tal og krav parat og et par gode argumenter, men ikke for mange, for så kaster chefen sig over det ringeste af dem og piller det fra hinanden, og så går tiden med at diskutere det. Det hele er taktik og kvinder er, igen generelt, bedre til venlig samtale. For at forhandle løn burde man have en uddannelse på Hjallerup marked eller i en persisk bazar. Man skal prutte om prisen, men i dette tilfælde få den opad, og ikke give op, selvom modparten virker uvillig og ubøjelig og fastholder, der ingen penge er. Men, som Solveig Schmidt så rigtigt påpeger, der er altid penge til de mandlige kolleger. Kvinder skal lære at forhandle som mænd, men, som hun kun kommer kort ind på, så bliver det ikke altid godt modtaget. Chefer kan generelt ikke lide, når kvinder ikke er kvindelige på den måde, de forventer. Så det er det lange seje træk, og ærlig talt ville det være langt mere effektivt, hvis man fulgte loven på arbejdsmarkedet og gav ligeløn NU!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























