Kræft er det ondes legemlige inkarnation - et organisk kaos, som siden Arilds dage har vakt kulturel kvalme, og hvis blotte eksistens må besværges med lige dele tabu og dramatiserende dommedagstorden. Kræft er det ultimative tab af kontrol og udgør således selve eksistensens mørke antitese - et totalt ophør af rationel forudsigelighed, som diabolsk kan slumre i samtlige vores celler og når som helst forvandle vores fysiologi til kaskader af omveje og præmaturt forfald. Kræft vækker menneskers allermest dybtliggende grundangst til live og er tilmed - som amerikanske Susan Sontag så elegant har påpeget det - en potent metafor, der ikke alene planter sine eksplosiver i hverdagssproget, men til stadighed dænges til med stigmatiserende betydningslag hentet uden for sygdommene selv. Og betvivler man kræftsygdommenes symbolværdi og metafysiske potentialer, kan man jo blot kaste et blik på den vigør, hvormed sagkundskaben kører sine kanoner i stilling - skønt de hårdhændede behandlinger i sig selv slider på førlighed og livskvalitet og i værste fald kan koste patienten livet! Onkologerne er dygtige, men ikke dygtige nok: Kræftens 'gåde' er fortsat uløst, og mere end 15.000 danskere dør årligt af deres sygdom trods maksimal behandling med skalpel, cellegift og stråler. Der er således noget sisyfosagtigt over kræftlægernes terapeutiske nidkærhed, en panikslagen insisteren, som nok handler om sundhed og middellevetid, men også må have rod i noget andet og større, en langt mere subtil frygt for smitte og invasion, for smuds, uorden, hjælpeløshed, glemsel og død.