Det er en knaldgod historie, den amerikanske forfatter Ben Mezrich er faldet over. Seks studerende ved eliteuniversitetet M.I.T., der gennem fem år lever et dobbeltliv, hvor de i hverdagen er ambitiøse studerende og i weekenderne snyder kasinoerne i Las Vegas og resten af USA for millioner af dollar. Det er den slags drømmehistorier, film er gjort af, og man kunne ønske, at det var faldet i en bedre forfatter end Ben Mezrichs lod at fortælle historien. For mens den grundlæggende historie er helt i top, er Mezrich ganske enkelt ikke nogen særlig god skribent. Dialogen i bogen er så utroværdig, at man krummer tæer, persontegningen stereotyp og Mezrichs selvsmagende indstik om egne evner decideret kvalmende. Det er de dårlige nyheder. De gode er, at historien er så god, at man alligevel suser gennem bogen som en kriminalroman. Metoden til at snyde kasinoerne er overraskende enkel og åbenbart lovlig. Spillet er blackjack, og det hele er baseret på at tælle kort og holde styr på, hvad der er gået. Siden 1960'erne har det været kendt, at jo flere høje kort der er, jo bedre er spillerens odds, og hvis der er en tilstrækkelig overvægt af høje kort, er odds faktisk bedre for spilleren end kasinoet. Måden at udnytte det på er at spille minimumstaksten det meste af tiden, og så mangedoble indsatsen i de korte perioder, hvor odds er i ens favør. Så langt, så forholdsvis enkelt, selvom det naturligvis kræver en del træning at holde styr på de seks spil kort kasinoerne kører med (er man interesseret, er beskrivelsen af de tekniske fif til at huske kortene ganske instruktive). Men dermed er slaget kun halvt vundet. For problemet er, at kasinoet også kender systemet og smider korttællere ud. Så tricket er at udnytte det uden at blive opdaget. Det er det problem, de glade M.I.T.-studerende løser ved at arbejde i hold. Der er spejdere, som sidder ved bordet og konstant spiller minimumsindsatsen. De tæller kortene, holder lav profil og venter, til der er en betydelig overvægt af høje kort. Når der er det, signalerer de til de såkaldte 'big players', der er forklædt som rige forkælede unger, der spiller for fars penge. De rammer bordet og spiller fra starten af ekstremt højt, vinder så længe der er overvægt af høje kort og forlader bordet, når balancen tipper tilbage til fordel for kasinoet. Det er systemet, som i over fem år; talløse weekender, og hundredetusindvis af blackjackspil giver de studerende et overskud på 20-30 millioner kroner og masser af herlige anekdoter til Mezrichs bog. Men intet varer evigt, og langtsomt kommer kasinoerne på sporet af dem og smider dem ud. Ganske hårdhændet, et par af dem får bank i Bahamas, andre bliver taget ned i kældrene og truet, og efter et indbrud i deres lejlighed i Boston beslutter de at stoppe, mens legen er god. Men god var den, mens musikken spillede, og har man nogensinde været bare lidt bidt af en spilledjævel er dette - trods alle dens fejl - en bog, man ikke må snyde sig selv for.