Historien er ellers ganske velkendt: Redningen af knap 7.000 danske jøder under besættelsen er blevet fortalt igen og igen, og man skulle tro, at der ikke var mere at komme efter. Men intet kunne være mere forkert. Som en ny forskningsoversigt viser, så er der endnu nuancer i det store billede af de dramatiske oktoberdage for 59 år siden, som trænger til at blive trukket skarpere op. Og det er netop hvad en lille skare af historikere med besættelsestiden som speciale har valgt at gøre i en ny publikation. Hans Kirchhoff har sammen med fem fagfæller og to tidligere koncentrationslejrfanger netop udsendt en antologi, som på små hundrede sider gennemgår spørgsmålene om flugtens betingelser over Øresund, formålet med den tyske deportationspolitik, Mosaisk Troessamfunds syn på truslen om arrestation, fangeskabet i Theresienstadt samt de nyeste tendenser i både dansk og international holocaustforskning. Det er et værk skrevet af kompetente folk, som alle behersker deres stofområder og evner at formidle deres indsigt på saglig vis og i let tilgængeligt sprog. I denstandende strid om hvem der bedriver den bedste besættelseshistorie - historikere eller journalister - står bidragyderne til denne antologi med stærke kort på hånden.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























