De senere år har været noget turbulente for den britiske bestsellerforfatter John le Carré. Bevares, hans bøger kommer stadigvæk på bestsellerlisten direkte fra bageovnen verden over. Men i hans hjemland, Storbritannien, har kollegaen Salman Rushdie været ude med riven efter hans forfatterskabs litterære lødighed. Og det har skabt forargelse, at le Carré allerede i studietiden var meddeler for sit lands efterretningstjeneste om, hvad hans venstreorienterede medstuderende nu gik og foretog sig, når de ikke bogede den. Især inden for overklassens kostskolekultur, hvor en stikker på sovesalen er værre end en stalinist i skabet, har denne ugentlemanagtige virksomhed vakt røre. Imidlertid har John le Carré meget tidligt, men altså ikke tidligt nok for nogle, klart bekendt kulør. Ja, han arbejdede i hendes majestæts hemmelige tjeneste for at afsløre 'muldvarpe' i systemet. Specielt dem oppe i det engelske establishment, som mængede sig med kongehuset i Buckingham Palace og med samme selvfølgelighed solgte statshemmeligheder til kammeraterne hjemme i Kreml. Le Carré var alle dage det moralske middelklassemenneske, hvis puritanske anstændighed aldrig havde smag for det ideologiske, 'småkatolske' og værdirelative landsforræderi, som både en Graham Greene på skrift og en Kim Philby i virkeligheden stejlt stod for og sofistikeret forsvarede. Og har man i dette opgør mærket i romanerne et vedvarende og latent faderopgør, eller rettere et opgør mod de overklasseværdier, som tiltrak forfatterens fader, en gennemført amoralsk svindler både over for diverse kvinder, venner og fjender, så er denne bog et væsentligt og velskrevet vidnesbyrd. Om at sådan var det. Så 'Ved Ronnies hof' er simpelt hen en lille perle i sig selv og en vedkommende nøgle til hele forfatterskabets tematik.