Det er noget af et eksperiment at blande historieskrivning om Politiets Efterretningstjeneste sammen med personlige memoirer, som ikke har det ringeste at gøre med skæg og blå briller - og så krydre det med ungdomsdigte samt religiøse betragtninger. Den komposition er næppe set før. Journalisten Dan Larsen er efter et langt liv i dagspressen og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole helt bevidst om, at han med sin erindringsbog 'På sporet af folkestyrets politiske politi' sprænger de rammer, han selv har opstillet for god journalistik. Det gør han klart i forordet. Det er uklart, hvorfor han alligevel har valgt at skrive sit livs erindringer med ind i en bog om PET. Den eneste forbindelse synes at være, at han er næsten jævnaldrende med den hemmelige polititjeneste. Dén begyndte som afdeling D under Københavns Politi i 1927. Året før var Dan Larsen blevet født i en vestsjællandsk landsby. Se, det kunne der jo komme et spændende forløb ud af med nogle tidsbilleder ude fra den virkelige verden, som kunne sætte den historiske udredning om PET i et interessant perspektiv. Men hvis det var formålet, er det forfejlet. De to dele af bogen spiller aldrig sammen - der er snarere tale om modspil. Erindringerne er for private, mens fortællingen om PET mangler analyse. Og det er synd og skam, for Dan Larsen er en overordentlig kyndig og vidende journalist med næsten et kvart århundredes erfaring fra arbejdet på Christiansborg.
En sælsom blanding
Lyt til artiklen
