Napoleon er den eneste europæiske hærfører i nyere tid, som har fået samme ry som oldtidens store feltherrer: Alexander den Store, Hannibal og Cæsar. Som Alexander og Cæsar forfulgte han et højere mål: universalriget, verdensriget. Men i modsætning til Alexander den Store var Napoleon ingen verdensborger; fransk patriotisme var drivkraften i hans ekspansion. Han knuste fyrsternes gamle Europa; men i stedet for en verdensstat efterlod han et nyt uhyre: nationalismen. Det er ofte blevet diskuteret om Napoleon var den sidste traditionelle hærfører eller den første moderne. Spørgsmålet debatteres i to vigtige bøger, der er blevet oversat til dansk: Gunther Rothenbergs flot illustrerede værk om Napoleonskrigene og svenskeren Marco Smedbergs kompetente arbejde om militær ledelse fra Napoleon til vore dage. Rothenbergs bog er julegaven til alle Napoleonfreaks. Det er en detaljeret, men kompetent gennemgang af stormagternes strategi, taktik, ledelse og organisation med hovedvægten lagt på Frankrig. I vigtige henseender anser Rothenberg Napoleons krige for moderne. Ressourceforbruget overgik langt, hvad man tidligere havde kendt, hærene var væsentlig større og bevægede sig hurtigere, hvilket gennemtvang en form for ledelsesmæssig revolution. Det var nemlig ikke længere muligt for en enkelt leder at overskue slagmarken; det blev nødvendigt i højere grad end tidligere at uddelegere ansvar til underordnede chefer, der måtte operere på egen hånd. Uddelegeringen eller decentraliceringen af kommandoen, som for alvor slog igennem under det østrigske felttog i 1809, gjorde militær føring mere kompliceret end tidligere. Det gjaldt om at undgå, at de decentralt tagne beslutninger ikke stred mod den øverstkommanderendes intentioner. De nye vilkår var næppe til fordel for Napoleons krigsførelse, som var lagt an på personlig ledelse og kontrol på alle niveauer. Men hans problemer efter 1809 skyldtes ikke kun ændrede vilkår. Som Spanien i det 16. og Tyskland i det 20. århundrede var Frankrig havnet i en form for strategisk overanstrengelse. Man kunne stadig slå fjenderne enkeltvis, men de mange krigsskuepladser spredte kræfterne.