0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Umage giver mage

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man ved det fra tricktegninger som 'What's on a man's mind?' og humoristiske afbildninger af mænds hjerner: Mænd har kun én ting i hovedet: sex. Og Tor Nørretranders er en mand - ergo skriver han en bog om øl, fisse og hornmusik. Mest fisse, selv om han da får nævnt både alkohol og jazzmusik i farten.

Hovedtanken i hans nye bog, 'Det generøse menneske', er, at sex og kultur hænger sammen. Ikke på Freuds måde, hvor kultur er en sublimering af en hæmmet kønsdrift, men på påfuglens. Påfuglens hale er et overskudsfænomen. Den er besværlig at rende rundt med, men den tiltrækker hunner. Jo flottere hale, desto bedre mage har påfuglehannen udsigt til.

Samme princip gælder for mennesker. Jo mere hannerne gør sig umage rent kulturelt, des mere vil hunnerne flokkes om dem. Er man så succesrig som The Beatles, kan man snildt få seks-otte kvinder på en nat. Andre må måske nøjes med lidt mindre.

Men selv om en mand som Jens Jørgen Thorsen bramfrit har karakteriseret kulturens dynamik som »Jeg maler for at få fisse« (hvilket Nørretranders har gjort til bogens motto), er pointen dog, at vejen til sex ikke går gennem »den perverse optagethed af parringsakten, der kendetegner nutidens massemedier«, men derimod gennem at gøre noget, man er god til. Det kan være violinspil eller venlighed. Hovedsagen er, at det seksuelle opstår i kølvandet på en kulturel ytring, som i sig selv er generøs.


Tor Nørretranders argumenterer for sin idé ved hjælp af så forskellige videnskaber som økonomisk spilteori og biologisk evolutionsteori. Han minder om, at Darwin ikke blot er far til det kendte princip om 'naturlig selektion', altså at det er de mest tilpasningsdygtige individer, der overlever, men også til et andet selektionsprincip, den seksuelle selektion eller parringsvalget, som J.P. Jacobsen oversatte det.

Seksuel selektion går i praksis ud på, at hunnerne bestemmer, hvilke hanner de vil parre sig med. Det betyder, at hannerne skal udvikle egenskaber, som hunnerne finder attraktive. Hannerne bliver simpelt hen forædlet af hunnerne.

Når det ikke ender i den rene dekadence og dermed artens undergang, skyldes det fugleforskeren Amotz Zahavis 'handikapprincip', der tager højde for, at det kun er stærke individer, der kan tillade sig at se godt ud. Det er nemlig kostbart at bruge energi på charmesignaler. I forhold til overlevelseschancer er det et handikap at have en påfuglehale med lange fjer. En smuk hale signalerer derfor overskud og gode gener.

Blandt mennesker kan et godt maleri gøre det ud for en smuk påfuglehale. Det samme kan altruisme, som ifølge Nørretranders også kan forstås som et selvpålagt handikap, der betaler sig i det lange løb - både for den enkelte, hvis belønningscenter i hjernen stimuleres af samarbejde, og for samfundet, hvor alle får mere, hvis de deler ud af det, de har.

Måske er det i virkeligheden altruismen, der er bogens vigtigste ærinde. Nørretranders vil gerne vise, at det kan betale sig at være generøs, uanset om det handler om styresystemer til computere, aids-medicin til Afrika eller at skaffe mad på bordet til verdens fattige. Kun gnieren frygter gaver, fordi det forpligter ham til at give noget igen.


De altruistiske problemstillinger er alle sammen fristende at skrive under på. Verden ville helt sikkert være bedre, hvis alle smilede noget mere til hinanden og delte ud af deres overskud. Alligevel er 'Det generøse menneske' en voldsomt irriterende bog, først og fremmest fordi den stædigt kobler generøsitet og seksualitet. Nørretranders har sat sig i hovedet, at seksualiteten er den primære drift her i verden, og derfor handler alt andet ubevidst om den - også f.eks. sygeplejerskers omsorg for lidende patienter.

Omsorg opfattes ikke som en mulig selvstændig drift i mennesket, en rækken ud over sig selv, der vedligeholder menneskeheden som gruppe - skønt de eksempler fra hjerneforskning og spilteori, bogen giver, faktisk godt kunne levere belæg for en sådan idé - men som et led i den seksuelle selektion. Enhver ved jo, at sex med en sygeplejerske hører til mænds yndlingsfantasier. Det gode ved omsorg er altså i sidste ende, at den stimulerer lysten. Hos mænd.

Bogen igennem opererer Nørretranders med et almenmenneskeligt 'vi', som det er meget svært at identificere sig med som kvinde. »Vi« præsterer for at kunne gå hjem til »puttemor« og få vores belønning. Og gider man ikke lige være »lillemor«, kan man vælge den mere flatterende rolle »muse«.

Nu hvor kvinderne ikke længere står med eneansvaret for børnene, er der ganske vist opbrud i rollerne. Kønnene er begyndt at gøre sig til for hinanden, bedyrer Nørretranders. Alligevel beskriver han al kultur som en viften med påfuglehalen, såman(d) kan få opfyldt sin kønsdrift.


Som han ser det, lever kulturen først og fremmest af unge mænd, der puster sig op og konkurrerer med hinanden. Men det er jo ikke hele sandheden. Fra sine foredrag må han da vide, at langt størsteparten af kulturforbrugerne er kvinder - ældre kvinder, der hinsides pasningen af deres afkom er blomstret op til det ukendelige og forbruger kultur i nærmest usandsynlige mængder, bl.a. for at komme hinanden ved. En teori om menneskers kultur, der ikke formår at inkorporere dette bærende lag er simpelt hen utilstrækkelig.

Naturvidenskab kan ofte levere spændende metaforer for, hvad mennesker foretager sig, og 'Det generøse menneske' er fyldt med tankevækkende iagttagelser. Men når man arbejder i det naturmetaforiske minefelt, gælder det om ikke at falde for fristelsen til at sige »Nej, sikke et spændende princip. Lad mig straks ophæve det til al tings mening!«.

Holder man sig ikke på måtten her, overskrider man grænsen fra videnskab til tro. Nørretranders overskrider denne grænse, når han ikke blot vil påpege mekanismer bag sex, hvad han har belæg for, men ser sex som den ubevidste mekanisme bag alt. I den sag har han kun ét argument: Hvis du er helt ærlig, ved du godt, jeg har ret. Men nej, Tor. Det tror jeg ærligt talt ikke, at du har.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce