Skal vi vente på, at et par islamiske fundamentalister styrter et kapret passagerfly ned i Christiansborg, før vi forstår, at mange muslimer føler sig dårligt behandlet her i landet? Lidt firkantet formuleret er det udgangspunktet for journalisten og foredragsholderen Fahmy Almajids bog med den iøjnefaldende titel 'Muslimerne kommer!'. Den syriskfødte Almajid, der i mange år har deltaget i den danske integrationsdebat, er ingen grædekone. Han tør lange ud efter det kulturelle og religiøse snæversyn og de arkaiske normer hos mange af sine trosfæller. Men han er omvendt ikke i tvivl om, at det danske majoritetssamfund, repræsenteret ved populistiske politikere og traditionsbundne institutioner, bærer hovedansvaret for, at integrationen går ualmindelig trægt her til lands. Bogens centrale påstand er, at danskere generelt kræver assimilation, når de taler om integration. Altså ikke noget med at putte hakket kalv og hvidløg i frikadellerne, når man nu engang bruger svinekød og salt. Almajid har meget at have sin påstand i. Hans kendskab til især udstødelsesmekanismerne på arbejdsmarkedet understøtter forestillingen om, at 'de fremmede' helst skal ligne os så meget som muligt, før vi vælger at satse på dem. Hvorfor ellers besætte ledige lægestillinger med ansøgere fra Østeuropa, selv om de ikke taler et kvæk dansk, frem for sorthårede muslimer fra Afghanistan og Iran, der har papirer på deres danskkundskaber? Hvis tendensen fortsætter - og man mærker, at Almajid er ganske forstemt over, at vi efter 30 års integrationsdebat ikke har rokket os mange millimeter ud af stedet - kan det meget vel skærpe den i forvejen synlige etniske og sociale polarisering af det danske samfund. Vi har allerede set ansatserne til det i f.eks. Vollsmose og på Nørrebro. Som Almajid gav udtryk for i et interview i herværende dagblads debatsektion i lørdags, så kan konsekvensen af den fortsatte opdeling af 'os' og 'dem' imidlertid blive, at enkelte militante muslimer vælger at gå voldens vej. Et bombe mod et diskotek vil pludselig ikke være en fjern foreteelse på Bali, men en virkelig trussel i København, Odense eller Århus. Har forfatteren ret i sin antagelse om, at danskerne ønsker udlændingene assimileret og ikke integreret? Jovist er der da eksempler på borgmestre fra omegnskommunerne, som mener, at rigtig dansker bliver man først, når man spiser svinefrikadeller og skyller efter med snaps, men generelt er det ikke et synspunkt, som længere har vind i sejlene. Se blot hvad snart sagt alle politiske partier og interesseorganisationer har at sige herom på deres hjemmesider. Besynderligt, at Almajid hælder til den opfattelse og endnu mere pudsigt, at han, der ellers er politisk moderat og sekulær, ligger på linje med formanden for det forkætrede Hizb-Ut-Tahrir på netop dét spørgsmål. Om Danmark en dag i en ikke alt for fjern fremtid vil opleve terrorisme fra frustrerede radikale muslimer er en frygtelig tanke, men vel at mærke ikke en tanke, Almajid er synderlig nøjagtig med at dokumentere. Han nøjes med formodninger og spekulationer, som, hvis man ikke kendte hans i øvrigt redelige væsen, vil føre til mistanke om slet skjult sensationalisme. Bogen rummer mange interessante betragtninger, men entydigt vellykket er den ikke. Strukturen er temmelig rodet, mange afsnit er enten for korte eller alt for elementære til at vække interesse, f.eks. første del om islam, en række sproglige gentagelser burde være undgået, og kildehenvisningerne er yderst sparsomme. Men vi har - og det er bogens store fortjeneste - at gøre med et indfølt kampskrift, som uden at svinge islams grønne fane vover at sige det, vi helst ikke vil høre, nemlig at muslimer er lige så forskellige som alle mulige andre mennesker, og at dem, vi skal tage os i agt for, er de kræfter, der hvad enten de bruger korset eller halvmånen, betragter modparten som de evigt fremmede.