Marianne Grøndahls store fotobog indleder med et uskarpt nærbillede af et træ, hvor sollyset falder som guldmønter på dets rødder. Nu er bogen i sort-hvid, så det med guldfarven er noget, man selv må lægge til ud fra ens kendskab til lys og træer. Og sådan er det hele vejen igennem denne portrætbog af 16 komponister. Man skal selv lægge til. Det kræver en særdeles stærk indlevelse at høre musikken spille i denne bog. O.k., det er ikke et portræt af musik. Det er portrætter af seksten komponister. Og hvad så? De er jo kun interessante i forhold til den musik, de komponerer. Og den er altså svær at høre i billederne. Så i stedet er her femten fuldstændig almindelige mænd og en kvinder, der af og til sidder ved et klaver, en metronom eller en bunke nodepapirer og af og til bevæger sig rygvendte i hjemlige omgivelser eller i koncertsale. De er hverken mere eller mindre interessante end hr. Hvemsomhelst. Der er to gode portrætter i bogen. En skælmsk Vagn Holmboe med undulat på brillestangen kan blive et ikon for kunstneren, og Per Nørgaard, der slår knude på sig selv foran flyglet med nodepapirer og viskelæder, er et rammende billede af en mand i færd med at løse et kompliceret problem. Holmboe og Nørgårds er de eneste portrætter, der fungerer. Måske fordi de er de mest fotogene, måske fordi de har åbnet sig for fotografen. De andre virker ikke, som om de var med på at blive feticheret.
Du store komponist
Lyt til artiklen
