0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tvindssygt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et træt og furet ansigt. Lidt forvirret og med fjerne øjne. Sådan ser vi for øjeblikket Amdi på avisernes forsider. Som rigtige billeder og i stregtegninger fra retssalene. Men hvad gemmer der sig bag det slidte ansigt?

Kendsgerningerne er velkendte. Navnet er Mogens Amdi Petersen, og han er hovedmanden bag Tvind. Vejen fra hippietidens uddannelsesdarling, der kunne det hele, til en af samfundets mest udspekulerede fjender, der jagtes dag og nat med særlove, skatteregler og ransagninger, rager højere op i mediebilledet end Tvinds mølle på den vestjyske mark. Men hvad driver manden?

Det hidtil bedste svar gives i den stærke bog 'Den rejsende'. Den er skrevet af Hans la Cour, der i 18 år var en del af Tvind, og er forfatterens helt personlige historie. Og så alligevel ikke. For selv personligheden viskes næsten væk i Amdis nærhed. Ud over over at have snuppet la Cours ungdom, hans løn og hans arbejdskraft, har den altdominerende Tvind-leder også styret livsforløbet for forfatteren og andre medlemmer af lærergruppen.


Bogen starter i det glædesløses undervisningsmiljø på Ribe Katedralskole i slutningen af 1960'erne, som giver den nødvendige baggrund for at forstå Tvinds gennemslagskraft. Det er redningen fra det søvndyssende uddannelsessystem - ud i verden i gamle busser.

Men ikke nok med det. Tvind byder på et ideal for et mere retfærdigt samfund. Tid, penge og privatliv smides i lærergruppens 'gule spand'. Bogens forfatter er tændt fra første færd, og vi følger, hvordan han efter euforien på de første ture oplever den sure hverdag i Tvind.

Fem mand i en etværelses lejlighed, svinefoder til middag og natlige kommandoraids i affaldscontainere for at få føden uden at belaste fællesbudgettet, hvor alt skal bruges på sagen. Efter flere år i kulden kommer la Cour ind i Amdis inderkreds, og svinefoderet bliver afløst af afmålte doser af den luksus, som Tvinds ledelse selv nyder.

Hele tiden kredser historien om Amdi. Karisma, visioner og benhård vilje giver ham førertrøjen. Dagslange skideballer banker alle på plads. Der er kun en vej, og det er Amdis vej.


Er Amdi så blot en beregnende svindler, som udnytter godtroende fjolser og det danske skattesystem? En moderne vækkelsesprædikant, der for egen vinding manipulerer med omgivelser?

Nej så enkelt er det ikke. For Amdi er også kammeraten, der tidligt holder la Cour og hans forældre oppe under en kræftsygdom. Og han er mere end noget andet et menneske, der forandrer karakter. Fra en venstreorienteret projektmager til en stadig mere paranoid person, som gradvis mister sin realitetssans.

Netop den særlige Tvind-virkelighed er det mest slående ved la Cours fortælling. Da medierne piller glorien af Tvind, forbyder Amdi ganske enkelt avislæsning. Tvind er sandheden, samfundet omkring er fuldt af løgn og ondsindet snæversyn.

Igen og igen spørger la Cour i bogen, hvorfor han ikke kunne se, hvor langt ude ideerne var? Og giver et svar: Dels den stærke idealisme og dels de uoverskuelige omkostninger, det har at opgive et engagement og de kampfæller, man allerede har brugt flere år af sit liv på.

Det er det stof, fortrængninger er gjort af, og her er la Cours beretning ærlig, velskrevet og med en forbavsende evne til at styre uden om selvmedlidenhed eller bitterhed.


En helt anden lektion i den syrede 'Tvind-virkelighed' findes i udgivelsen fra fonden, hvis fulde navn er 'Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet'.

Det er samme fond, som netop nu er i centrum for politiets sigtelse af foreløbig syv medlemmer af Lærergruppen med Amdi i spidsen. Sigtelsen lyder på, at fonden er et skalkeskjul, hvor forskningen er reduceret til skatteunddragelse. Nej, lyder det fra Tvind-planeten om forholdet til fonden: »Sagen er, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre«.

Der skal ikke vendes mange sider i bogen, før det er klart, at Tvinds virkelighed også her er lodret løgn. Flere af de 29 gennemgåede forskningsprojekter har så tydeligt direkte forbindelse til Tvind. Ingen af projekterne genfindes i universitetsbibliotekernes databaser med forskningsresultater, for det er og bliver dækmanøvrer.

Ikke mindst når bogen sammenholdes med la Cours lakoniske beskrivelser af, hvordan han selv som forskningsleder stikker mennesker i ulandene blår i øjnene, før det går op for ham, at det kun er Tvindprojekter, der skal have penge. Det er ikke mindst denne oplevelse af svigt over for de erklærede mål, som får la Cour til forlade Tvind.

Hvis Amdi synes forvirret i retssalene er det ikke så underligt. Han er ramt af et realitetschok. Fra Lærergruppens virkelighed til den, vi andre lever i. Han går en hård tid i møde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu