Roosevelts vicepræsident under Anden Verdenskrig, Henry Wallace, besøgte engang i 1944 Kolyma, en af de legendariske fangelejre i det nordlige Sibirien. Det faldt ikke Wallace ind, at de velnærede fanger, han hilste på, var partifunktionærer klædt ud som fanger. Potemkins kulisser er ikke for ingenting opfundet i Rusland. I stalintiden perfektioneredes teknikken til det sublime. Intet regime har nogensinde forberedt sig så grundigt og svindelagtigt på de gæster, der skulle købe varen. Wallace var for det første ikke dum, han var for det andet ikke kommunist, skønt han ikke uden grund, året taget i betragtning, anså samarbejdet med USSR for vigtigt. Og så var han imødekommende, som mennesker nu er. Han gik ud fra, at ting er, hvad de lader til at være, ud fra en grundlæggende menneskelig tillid (som til syvende og sidst gør livet værd at leve). Så det havde været et meget opmuntrende og beroligende besøg. I mødet mellem den Wallaceske tillid og den stalinske vilje til at overskride alle grænser for, hvad der er politisk tænkeligt og moralsk muligt - ud fra den simple regel, at målet helliger midlet - dér bliver tilliden altid til nar. Men ikke kun forklædninger og lignende julelege - med ét ord den systematiserede løgn - gjorde udslaget. Til bedragets effektivitet hørte først og fremmest, at systemet ikke var et hvilket som helst system. Det grundede sig på skyhøje idealer, og derfor kunne den mindste hentydning til virkelige forhold på forhånd stemples som ondsindet sladder og den formastelige forvises fra det gode selskab.
Antikommunisme light
Lyt til artiklen
