Problemet med tysk mad er, at lige meget hvor meget du spiser, hungrer du efter magt en time senere. Dette er en såkaldt metavits, en vits der forudsætter, at vi kender den første udgave, der siger, at kinesisk mad uvægerligt efterlader os sultne efter en time. Eksemplet stammer fra den engelske filosofiprofessor Simon Critchleys lille vidunderligt charmerende bog 'On humour'. Critchley har et fint blik for det lattervækkende ved, at en filosof ønsker at skabe en teori om humoren: foretagendet er dømt til døden på forhånd, fordi enhver ved, at intet i dén grad dræber en vittighed, som forsøget på at forklare den. Ikke desto mindre lykkes det ham at komme et stykke ad vejen, behørigt bevæbnet med en række vittigheder, strøet ud over teksten. Bogen består af syv små kapitler, der i rækkefølge funderer over forskellige teorier om humor og latters funktion, om det specifikt menneskelige ved humor, om etnisk humor, om humors psykiske rolle, og om humor som svar på og udtryk for, hvorledes vi forholder os til, at vi er udstyret med en forgængelig, pruttende og ræbende krop.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























