En kynisk foragter af det danske sprog, udvandreren Oliver Clausen, skrev engang en Kronik i Politiken, hvori han hævdede, at danskerne forskanser sig bag deres for omverdenen uforståelige sprog, som de til gengæld klamrer sig til som en krykke. Han ville næppe forstå det udbredte ønske om sproglig mangfoldighed eller interessen for at bevare det danske sprog syd for grænsen, og han har jo ret i, at der kun er få andre end danskere i Danmark, der kan tale dansk, når vi ser bort fra Færøerne, Island, Grønland og udvandrermiljøer rundt om i verden. Men syd for den dansk-tyske grænse kan tusindvis af mennesker, måske 50.000, tale en form for dansk, hvad enten de taler standardsprog, dialekt (et mindretal) eller det typiske egnssprog sydslesvigsk. De gør det ikke altid, men de kan. Hvem de er, hvilke forudsætninger de har, hvornår de gør det, og hvordan de forskellige sprogvarianter er, det kan man læse næsten 700 sider om i en ny disputats.
Mindretalsdansk
Lyt til artiklen
