0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mindretalsdansk

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En kynisk foragter af det danske sprog, udvandreren Oliver Clausen, skrev engang en Kronik i Politiken, hvori han hævdede, at danskerne forskanser sig bag deres for omverdenen uforståelige sprog, som de til gengæld klamrer sig til som en krykke.

Han ville næppe forstå det udbredte ønske om sproglig mangfoldighed eller interessen for at bevare det danske sprog syd for grænsen, og han har jo ret i, at der kun er få andre end danskere i Danmark, der kan tale dansk, når vi ser bort fra Færøerne, Island, Grønland og udvandrermiljøer rundt om i verden.

Men syd for den dansk-tyske grænse kan tusindvis af mennesker, måske 50.000, tale en form for dansk, hvad enten de taler standardsprog, dialekt (et mindretal) eller det typiske egnssprog sydslesvigsk. De gør det ikke altid, men de kan. Hvem de er, hvilke forudsætninger de har, hvornår de gør det, og hvordan de forskellige sprogvarianter er, det kan man læse næsten 700 sider om i en ny disputats.


Aldrig har der været adgang til så megen aktuel viden om sproget i Sydslesvig som nu, da Karen Margrethe Pedersen har afsluttet et halvt arbejdslivs studier med tobindsværket 'Dansk sprog i Sydslesvig'. Det er en bedrift, som aftvinger den største respekt.

Med imponerende vedholdenhed har Karen Margrethe Pedersen, støttet af Institut for Grænseregionsforskning og Carlsbergfondet, gennemført omfattende studier i sprogforholdene i børnehaver, skoler, private hjem og i klubber; opslagstavler og skilte er blevet gransket, aviser er blevet gennempløjet, data er hentet alle vegne fra og bearbejdet statistisk, så det kræver mere end almindeligt overblik, undertiden også mere end forfatterens, at holde sammen på det hele og overskue de store linjer.

Som disputats betragtet er udgivelsen højst utraditionel. Der er tale om en statusopgørelse, gennemført under anvendelse af mange mere eller mindre velprøvede sociolingvistiske metoder og fremlagt netop i bogform, for et bredere publikum end det akademiske.

Forskningsobjektet er mere omfattende end normalt i disputatser, metoderne flere og iagttagelserne mere spredte, end det ellers er tilfældet; store partier af bind 2 må faktisk betragtes som bilagsstof, dokumentation. Dertil kommer, at begrebsanalysen og terminologien undertiden ikke ligefrem er stringent.

Status bruges f.eks. snart i betydningen 'tilstand', snart i betydningen 'prestige', hvad der kan være udmærket; men det er ikke heldigt, at brugen flere steder er jokeragtig.


Målet med sprogoptegnelserne er at give en bredspektret beskrivelse af det danske sprogs status i »privatsfæren og den kulturelle og politiske offentlighed«. Karen Margrethe Pedersen påpeger, at opfattelsen af det danske sprogs betydning for mindretallet er stærkt varierende. Der er ikke generel enighed om en sprogpolitik.

Men forældre til børn i danske børnehaver og skoler under Dansk Skoleforening for Sydslesvig skal ikke desto mindre underskrive en erklæring om, at de selv »vil bestræbe sig på at lære at forstå og tale dansk«. Rent faktisk er der forældre, der sætter sig på skolebænken for at kvalificere sig til at få deres børn på en dansk skole!

Uden at vide det kan man som udenforstående få den fornemmelse, at de danske skoler med deres humane pædagogik for mange familier ganske enkelt er mere attraktive end de tyske.

Metoderne er spørgeskemaundersøgelser, interview, gruppesamtaler, observation osv., de adspurgte er skoleelever og deres forældre, gymnasieelever på Duborgskolen og mange andre, der har de til fælles, at de lever i en region, hvor det udgør et mindretal med hensyn til sindelag og/eller sprog. Dansk betragtes af det tysktalende flertal som fremmedsprog eller nabosprog; det sidste markerer en nærmere tilknytning.


Om man som borger i Sydslesvig har tilknytning til mindretallet, bestemmer man rent faktisk selv. Det er et følelsesspørgsmål, ikke et registreringsspørgsmål. Og man kan sagtens have tysk som hjemmesprog, men føle sig som en del af mindretallet og sende sine børn til dansksprogede institutioner. Faktisk har de fleste elever i Sydslesvigs dansksprogede skoler og på Duborgskolen tysk som hjemmesprog!

Oplysninger af den karakter vil nok vække større overraskelse i Danmark end i Sydslesvig, hvor 'Sydslesvig' i øvrigt er mindre brugt end i Danmark! Det vil nok også forbavse, at eleverne netop på de danske skoler gennemgående føler sig mere tyske end danske: Kun 13-14 procent føler sig mest danske, ca. en tredjedel føler sig lige meget danske og tyske, over 40 procent opfatter sig mest som tyske.

Når de er sammen i fritiden, taler langt de fleste tysk. Som modersmål i egentlig forstand: Når de taler med deres mor, taler kun en femtedel af dem dansk; blandt Duborgskolens elever er det en tredjedel. Men de holder sig til dansk i timerne, og de bruger de danske biblioteker. Hjemme ser de derimod mest tysk fjernsyn!


I værkets 2. del følger vi sprogsituationen i social- og sundhedsvæsenet, i ungdoms- og idrætsarbejde, i foreningsliv, i Sydslesvigsk Forening, på årsmøderne i Sydslesvig, i Flensborg Avis. Billedet er meget broget. Der er områder med sprogpolitiske drøftelser, men også steder, hvor man befinder sig udmærket med at kommunikere snart på tysk, snart på dansk, ikke bare bestemt af, hvem der taler, men meget ofte med én og samme person som taler.

Man drøfter også, om man skal lægge sig tættest muligt op ad det danske rigssprog, eller om man skal acceptere regionale træk og påvirkninger fra tysk. I talesproget er det sidste så at sige uundgåeligt hos dem, der er født på egnen. I skriftsproget kunne man også løsne på korsettet og tillade sig afvigelser, men i praksis er det svært. Der slås ofte hårdt ned på afvigelser fra rigsdansk.

Karen Margrethe Pedersen prøver at gøre status generation for generation, idet den enkeltes private og professionelle baggrund, herunder hjemmets og eventuel ægtefælles sprog, inddrages som variable. Det danske sprog er hos den yngre generation overvejende et institutions- og skolesprog; hos de voksne dansksindede bruges det ofte som ledelsessprog i foreningerne og (ved siden af tysk) i Flensborg Avis, og naturligvis som arbejdssprog for folk i de danske institutioner. Men som hjemmesprog står det svagt.

Karen Margrethe Pedersen har bragt så meget nyt frem, at hun forhåbentlig udarbejder en kortere fremstilling af stoffet. Datamængden og de sporadiske metodediskussioner i det foreliggende værk begrænser læsertallet, og fremstillingsformen er ikke ligefrem forførende eller elegant.

Arbejdet har ifølge forfatteren adresse til andre end folk med interesser for dansk/tysk i grænseregionen. Vi kan nemlig af den brogede mangfoldighed i regionen lære respekt og accept af andre former for dansk end rigsmålsudtalen og skriftsprogets normer for rigsdansk.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce