Titlen siger det hele, men burde have været omskrevet til 'Hjerter for Tibet'. Godt og vel 25 behjertede sjæle, de fleste fra medie- og kulturlivet, giver deres besyv med i beskrivelser af de åbenbaringer, der har ramt dem, når de besøgte Tibet eller traf Hans Hellighed Dalai Lama. Man skal være et kynisk skarn for ikke at erkende, at dette undertrykte folk fortjener retten til at beskytte deres truede kulturarv og værne om deres smukke religion og leve et liv i anstændighed, befriet for det folkekinesiske åg. Situationen er utålelig og uholdbar, så diskussionen herhjemme bør vel handle om, hvordan verden praktisk og politisk hjælper tibetanerne til en bedre skæbne? Den smukke fotobog viser, hvorfor en sådan diskussion ikke har - ja, undskyld udtrykket - en kinamands chance i lille Danmark. Langt hovedparten af bogens skribenter har alt, alt for mange følelser i klemme i det åndelige tibetanske befrielsesprojekt. De får hver især et spirituelt løft ved at engagere sig, lukker hele Tibet ind i hjertekammeret og kobler hjernen fra. En af bidragyderne refererer således sangerinden Maria Montell for følgende motiv til en interesse for Tibet: »Jeg får sådan lyst til at være et godt menneske og give det videre til andre«. Så er niveauet lissom lagt, ikke? Kun lejlighedsvist hæver de øvrige bidrag sig op over selvsmageriet. Rekorden i banaliteter sættes af Suzanne Brøgger med et par minimalistiske lyrikbidrag. Ærgerligt, ja, dobbelt ærgerligt, for billedsiden er vellykket det meste af vejen igennem. De få af skribenterne, der også formår at holde hovedet koldt, får for lidt spalteplads til, at de kan nå at sige noget substantielt - vor egen udenrigsminister Møller inklusive! Han plejer ellers ikke at fattes ord. Den helt nødvendige, kølige, rationelle, politiske diskussion af, hvorledes Vesten (EU og USA) hjælper tibetanerne til at undgå en skæbne, der alt, alt for meget ligner den, som hvide nybyggere for godt og vel 150 år siden udsatte Nordamerikas indianske befolkning for, må vi stadig vente på. Danmark bliver vel det sidste land i Europa, hvor en sådan debat får lov at folde sig ud.