Barnets tarv, barnets tarv, barnets tarv. Udsagnet lyder igen og igen, når skilsmisser er emnet, men det runger lidt hult, når man som tidligere dommer Ditlev Nielsen kender grundigt til den virkelige verden. Men dét er i grunden ikke så sært, eftersom lovgivningen tager udgangspunkt i forældres og ikke i børns rettigheder. Danske børn bliver generelt ikke betragtet som parter i en sag, men som de genstande, sagens parter i form af forældrene har en tvist om. Og de har først for nylig - mere end ti år efter at Danmark tiltrådte FN's konvention om børns rettigheder - i begrænset omfang fået mulighed for at give udtryk for deres synspunkter i sager om samvær. Dette absurde misforhold påpeger den tidligere byretsdommer først på en af de sidste sider i bogen 'Forældremyndighed og samvær - skilsmissebørns vilkår', hvilket formentlig skyldes, at han ikke regner med, at den ændrer verden. Bogen er først og fremmest ment som et konkret og brugervenligt bidrag til forældre, der er ved at gå fra hinanden, samt til advokater og andre, der professionelt beskæftiger sig med sager om børn.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























