Seneste nummer af 'Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur' har som tema den veldædige Inger Christensens værk. Bidragene hertil stammer fra et seminar, hvilket forklarer artiklernes korte form og undertiden mundtlige præg. Nummeret er redigeret af Barlyng og Ashley Conrad. Det er meget fint organiseret, sådan at teksterne behandler hele Christensens værk, fra de spædeste små, forbavsende flyvefærdige digte fra 1959, til de sene, modne mesterværker. Nummeret rummer ligeledes en finurlig samtale med selveste mesterinden, lige som Barlyngs artikel om vandtrapperne i Rom fortjener at fremhæves, samt ikke mindst Lis Wedell Papes overordentligt frugtbare og gode artikel om forholdet mellem sprog og matematik i 'Det' og 'alfabet'. Der sker desuden tilløb til analyse af forholdet mellem henholdsvis Merleau-Pontys fænomenologi og Heideggers ontologi, og deres nedslag i digtene, men efter min mening forbliver det ved tilløbene, der mangler en virkelig grundig og skarp udredning af relationen mellem disse filosofiske kilder, og Christensens poetik og digtning. Ikke desto mindre er nummeret et must for alle, der er interesseret i Christensens forfatterskab, det lyriske såvel som det essayistiske.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























