Siden 1700-tallet har kritisk aktivitet været de intellektuelles forpligtelse over for fællesskabet, men med statsministerens opgør med det såkaldte 'ekspertvælde' er det slut. Nu vil man kun have fakta fra dem, der ved noget, ikke vurderinger. Samtidig er menneskerettighederne ikke længere ukrænkelige, men står for skud hos f.eks. Søren Krarup og andre religiøse fundamentalister, der ikke anser dem for sande værdier. Men hvad kan man med rimelighed drage oplysningsprojektet til ansvar for, spørger den tidligere franskprofessor John Pedersen i en lille bog med titlen 'Lys forude?'. Modstanderne identificerer det som regel med slagord som 'rationalisme' og 'revolution', hvor det første betyder »følelseskold, uindskrænket tillid til den menneskelige forstand« og det andet »hensynsløs centralisme og ensretning, funderet på terror«. I det lys forsvinder tanker om frihed, lighed og tolerance jo sporløst. John Pedersen mener, at det er for bekvemt at lade Stalin og Pol Pot indgå i bevisbyrden mod en 1700-talstænker som Rousseau, og ønsker derfor at fremstille oplysningstiden i dens egen ret. Det sker gennem små præsentationer af oplysningsfolk som Kant, Bayle, Locke, Montesquieu, Voltaire og Diderot. Den franske revolution får et afsnit, som diskuterer, hvorvidt man kan tale om en forbindelse mellem begivenhederne i 1789 og 1793, og så er det ellers den danske inderligheds tur til at få på hattepulden. Grunden til at 1700-tallet i dag forekommer os på stor afstand, finder John Pedersen nemlig i, at vi er blevet indpodet et kristent, nationalromantisk syn på perioden, »et syn, som Grundtvig i meget høj grad har formet og videregivet generation efter generation«.