Nordisk Ministerråd udgiver årligt biologiske rapporter, men af og til også rigtige bøger med lækkert layout og professionel redaktion. Nu foreligger en brandaktuel bog om naturens status og historie i hele Nordeuropa: ud over Skandinavien med Island, Grønland og Svalbard også omfattende Storbritannien, de baltiske lande samt europæisk Rusland. Også Østersøens enestående brakvandshav såvel som de øvrige verdenshave og deres liv behandles - Frederiksholms Kanal med sine havfruer og nøkker ikke at forglemme. Mig bekendt er det den første udgivelse af sin art: Ikke blot behandles en stor mængde økosystemer og naturtyper, hvoraf en del er ret ukendte for os i Vesteuropa; vi får også helhedsbetonede gennemgange af fælles problemer, arter og landskabstyper - for selv uden at forfalde til lomborgsk ugudelighed er det jo rigtigt at anskue ressourcer, bestande og naturtyper i et større perspektiv. Således får vi i diagrammer og skemaer gennemgået sårbare arters bestande, udbredelse og historie i hele det behandlede område. Det ses da, at Danmarks storkebestand er svundet ind fra 4.000 par til kun 3 par - men at de baltiske lande med deres endnu langt fra gennemrationaliserede landbrug og masser af vådområder formelig vælter sig i storke og mange andre arter, der i vest er klenodier: oddere, bævere, hærfugle, spætter, ugler samt krævende sommerfugle. Ligeledes er de østlige skove gennemgående langt rigere på gamle træer, døde træer samt løvtræarter uden kommerciel værdi end de nordiske skove, så vilde disse end kan forekomme os danskere.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























