Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Meget ensom løber

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 42 koncentrerede og meget personlige tekster fortæller og reflekterer Klaus Rothstein om de meget lange løb og deres rolle i kulturhistorien.

Antallet af tekster er ikke tilfældigt valgt, men knytter sig til det klassiske maratonløbs 42 kilometer. Og hvad så med de sidste 195 meter? På bagsiden læser man at »dem kan man ikke læse sig til, de skal løbes«, for de er »løbets hellige gral«.

Uha, uha. Ordene gentages inde i bogen, men her er Rothstein knap så sikker i sin sag. »Måske«, skriver han, »er de ligegyldige, en nytteløs blindtarm«.


'Frisk fisk til Inkaen' er ikke en traditionel brugsbog, ikke nogen vejledning for mennesker med store smukke maratondrømme. Den er ikke ude på at sælge sin læser den meget omtalte lykkefølelse, som skyldes den maksimalt belastede krops produktion af smertestillende og euforiserende endorfiner.

Lykken bortvises dog langtfra fra Rothsteins løbeunivers. Men den knyttes til løbetidens refleksioner, måske endda meditationer, dens rensninger af bevidstheden. Og den knyttes især til løbets 'absurditet'.

Løberen sammenlignes med Sisyfos, som jo var dømt til at trille en tung sten op til en bjergtop, hvorfra den uvægerligt trillede ned igen, så arbejdet kunne begynde forfra. Med Albert Camus udnævner Rothstein - paradoksalt - Sisyfos til en lykkelig mand. »Hans skæbne tilhører ham. Hans sten er hans egen«.

Og i forlængelse heraf hedder det om løberen: »Løbet er en molekylær udgave af livet selv, en nærmest hypnotisk tilstand, der fremkalder glemte tanker og erindringer, men en tilstand der er større end løberen selv, og som han derfor kommer overens med. Man må tænke sig løberen, som Albert Camus tænker sig Sisyfos: som en lykkelig mand«.


Det er oppe i dette inspirerende, men også farligt tynde luftlag, Rothstein placerer sine essays om mennesket, der presser kroppen for (hvis jeg ellers læser ham rigtigt) at få adgang til tanker og erindringer, som er større end det selv - altså en mystisk og/eller kollektiv erfaring?

Det kollektiv (eller den samhørighed), som Rothstein løber efter, er imidlertid ikke social. Udfordret af en amerikansk danser, der ser løbet som en dans, der blot strækker sig over en længere distance, svarer Rothstein igen: Hvor dansen er de andres dialog, er løbet min enetale.

Det kan derfor ikke overraske, at han må distancere sig fra folk, der løber i stimer med et nummer på ryggen: »Man løber i kraft af sig selv«, fastslår han, »ikke i kraft af de andre«. Ikke engang folk, der løber parvis, kan han favne.


På den baggrund må bogen nødvendigvis kredse om den ekstreme præstation, om fanatismen og smerten og lidelsen - og om døden for enden af den enlige sti. Og det skal bestemt lades Rothstein, at han har mange gode historier at fortælle om løb og løbere. Han kan trække på en stor belæsthed, og han kan bruge løbet som en metafor, der åbner til et væld af aktuelle emner.

Man kommer altså 'godt rundt' i hans løbeselskab. Men man kan også nå at løbe sig træt i den svimle associationsrigdom, den litterære og filosofiske overbygning og ikke mindst det haglvejr af navne, der styrter ned over den snævre sti.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden