Meget veloplagt tager Tage Voss i sin nye bog fat på, hvad han kalder historiens glansbilleder, myter som offentligheden ukritisk har taget til sig eller er blevet påtvunget. Især har Voss travlt med at nedgøre Churchills status som stor statsmand, manden, der reddede England under Anden Verdenskrig, men han er også ude efter det gængse Hitlerbillede. Det var ikke Hitler, der skabte nazismen. Hitler og nazismen var redskaber for stærkere kræfter, et ideologisk produkt designet af Hess og Göring til brug for kapitalister og industribaroners kamp om nationale og internationale markeder. Tage Voss har ret i, at det kan være svært at erkende fortidens virkelighed. Hele tiden opstår der myter, som skal retfærdiggøre handlinger og synspunkter. Men nogen ny indsigt er det jo ikke. Og Tage Voss selv er storleverandør af myter, hvoraf adskillige kan karakteriseres som traditionelle venstrefløjsfordomme. Det paradoksale er, at Voss i sine bestræbelser på at knuse glansbillederne bruger løs af en højrerevisionistisk litteratur, inklusive værker af David Irving. I virkeligheden er det ikke så mærkeligt; konspirationsteorier er et fælles træk ved historieskrivningen på venstre og højre fløj.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























