Der findes børn og unge, som må være forældre for deres forældre. Det drejer sig især om familier med en psykisk syg mor eller far, og i mange tilfælde hænger det på børnenes utrættelige loyalitet at sikre husstanden mod det endegyldige sociale forlis. Børnene bærer således en kolossal ansvarsbyrde på deres smalle skuldre, og det siger sig selv, at de eksistentielle omkostninger må være betragtelige. Imidlertid er det forbavsende lidt, vi ved om denne udsatte gruppe - dels fordi problemstillingen i sig selv gør os utilpasse, dels fordi børnene i mange tilfælde formår at opretholde en ulastelig familiær facade. I 'Usynlige unge' præsenterer psykologen Birgitte Ahlgreen de vigtigste resultater af en spørgeskema- og interviewundersøgelse blandt 73 omsorgssvigtede unge, og billedet er mildest talt forstemmende: Deres barndom har været gennemsyret af frygt, skyld og afkald, og en stor del udvikler som voksne en forventelig - men invaliderende - mistro til nære menneskelige relationer. 'Usynlige unge' er en vigtig udgivelse, fordi den nøgternt og præcist sætter fingeren på én af velfærdssamfundets blinde pletter. Ofte hører man således disse 'mælkebøttebørn' omtalt som 'stærke' og 'kompetente', men i virkeligheden har de hyppigt - skønt udadtil velfungerende - lidt sjælelig overlast af det vedholdende sociale pres. Bogen rejser en vedkommende debat og giver samtidig bolden op for mulige forebyggende tiltag. Vi har længe vidst, at vores samfund er dårligt rustet til at møde, hjælpe og forstå psykisk syge. Noget tyder desværre på, at det samme gælder for deres børn.