0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Katte- og bogfreaks

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En dag for nogle år siden var jeg i Nørrevold Dyrehandel, Kbh. K., for at købe grus til vores tre katte. Det var af samme grund en megasæk på 20 kg, og just som jeg var på vej til min bil henne om hjørnet, kom der en eksplosion af en tordenbyge.

En tjener på en fortovscafé sprang i tørvejr, og da han fra sit ly så mig vakle afsted i regnen med de 20 kg, råbte han:

»Du sku' hellere ha' købt en kanariefugl!«.

Nu var jeg i akut nød, for jeg elsker københavnervid, og jeg var reverenter talt ved at tisse i bukserne af grin. Men det ville jo ikke være så helvedes smart at sætte papirsposen på våd gade for at grine ud, så jeg kæmpede mig videre - og blev belønnet: Der gik ikke hul på den.

Senere gik det op for mig, hvad den egentlige belønning var: at vi ikke har kanariefugl, men tre katte. En kanariefugl smager, om jeg så må sige, overhovedet ikke af fugl. Hvis man er på stoffet, er der intet, som kan sammenlignes med katte - helst i bunke.


I den 'Den smilende kat' fortæller den 84-årige Niels Blædel med en teenagers begejstring om kattens historie og psykologi. Han begynder næsten med Adam og Eva: med den egyptiske vildkat 4.000 f.Kr., den store slange- og ørkenrottedræber, der kom til hove og blev hellig.

Så kultisk, at den fulgte faraoner og samfundsstøtter i graven, forsynet - viser udgravningerne - med mælkeskål til rejsen mod dødsriget.

Blædel beretter videre om the dark ages , da især sorte katte blev jagtet først af inkvisitionen som inkarnationer af Satan selv og siden af folket på årlige 'festdage', hvor de var gratis vildt. Først i det 20. århundrede kom huskattens renæssance, og de sidste 20 år er antallet fordoblet i Vesten.

Vi er med andre ord med i en trend, og det må vi jo leve med, alle vi individualister, der bilder os ind, at vi udtrykker vores særegne personlighed just ved at holde kat - og at vi netop derved ligner katten selv. Det er et felt smækfyldt af projektioner.


Niels Blædel fortæller muntert-instruktivt om sin grønøjede Casper og sin guløjede Jellicoe og deres sommerglæder på ødegården i Sverige, ledsaget af henrivende fotos af Strit Blædel - og generelt om kattes instinkter, hukommelse, tegnsprog og sjæl.

Hans guru er den tyske zoolog Paul Leyhausen - elev af vores barndoms store dyrepsykolog Konrad Lorenz - med bogen Katzenseele (1996).

Ingen kender er i tvivl om kattens sjæl. Jeg vil til mit sidste suk kunne huske forskel på foreløbig 40 års markante personligheder som Henderson, der bed min kone i vristen for at fremrykke spisetiderne, Minkie, der opdrog killingerne med knockouts af øretæver, Grislingen, der blev ved at sutte som en baby til sin død som 15-årig, og dens nulevende efterfølger Tigerdyret, der engang sov 11 timer i en sengeskuffe, så jeg ledte hele Kongens Have igennem efter den - i silende regn.


Personligheder - ja, mon ikke. På den anden side går Blædel mod klicheen om, at katte er fødte loners, asociale enegængere som Kumbels lille kat på vejen, der rimer på 'sgu sin egen'. I virkeligheden, argumenterer han, er de sociale væsener, der søger mod broder- og fællesskaber, ligesom deres store søskende løverne.

Hankatte kan dele både territorier og hunkatte, og hunkatte, der ellers ikke kan døje hinanden, kan leve i fælles huler og pleje hinandens killinger - medmindre gruppen huser en tyran eller en hystade, der tyranniserer de andre.

Blædels forsvar for fællesskabssynet er dog at løbe åbne kattelemme ind, for naturligvis er katte både individualister og samlivselskere. Det er just derfor, vil jeg påstå, at de altid har appelleret særligt til bogfolk - som skribenten og forlæggeren Blædel.

Det er ikke tilfældigt, at de har bevæget forfattere til kærlighedsoder, fra Kipling og Colette til Doris Lessing og sidst Suzanne Brøgger med den underfundige bog om 'Linda Evangelista Olsen'. Selv en bidsk åndsaristokrat som kritikeren Kai Friis Møller blev blød i knæene og skrev en hel bog om 'Katte jeg kendte' (1942).

Det sidste er en poetisk overdrivelse, for det er jo dét, man aldrig rigtig kommer til med de underfulde væsener med ni liv og endnu flere sjæle: at kende dem. Men den livslange udforskning af gåden holder bogfreaks godt beskæftiget, fordi de rummer alle hånde muligheder for tolkninger og selvspejlinger.

Bare gåden: Hvorfor og hvordan de spinder. Sagkundskaben har ingen entydige bud, men Niels Blædel konkluderer, at spindelyden betyder: alt vel, fred og ingen fare, parat til fredelig sameksistens. Den diende killing spinder med munden fuld for at signalere, at den har fundet mors pipeline. Selv en kat svækket af sygdom vil spinde for at pacificere en truende fjende.


Få lyde er bedre end dén spinden. Den går lige ind i hjertet. Katten er god som bogstøtte, men det er mere metafysisk end det. Når jeg ligger i sengen og læser morgenavis med den vimse Tess på 18 år i min armhule, når jeg sætter mig i min stol om eftermiddagen for at lystlæse, mens tre katte slås for at ligge på skødet, så kan netop spindelyden få mig til at glemme enhver skyldfølelse over evt. at 'spilde tiden'. Lyden forbinder én direkte med livets arketypiske kræfter.

Oplevelsen er endnu vigtigere for skribenten. Det kan være en ensom følelse at bide i blyanten og hakke i tastaturet, for bliver det nogensinde læst og forstået? Men når vores norske skovkat Tarzan ligger på bordet og drømmer med små sjælelyde eller spinder som en mindre fiskerkutter, så er kontakten til fællesskabet etableret.

Blædel fortæller myten om profeten Muhamed, hvis elskede kat en dag havde lagt sig til at sove på hans kappe. For ikke at vække den tog han en saks og klippede det stykke fri, som den lå på. Hvis jeg kan sige det uden at komme på Glistrups og regeringens sorte liste: Jeg forstår Muhamed.

Og en bogfreak kan få andre vigtige kattemeddelelser netop via sine bøger. Som da Madame og jeg for 10 år siden havde bragt vores fem katte sammen i et - for dem - noget påtvunget samliv.

Navnlig den ellers så dumdristige Wilfred blev nervøs, og en dag besteg den resolut tre høje bunker faglitteratur, væltede dem og pissede grundigt ud over det hele. Bøgerne blev reddet, bare rolig, og det samme blev Wilfred. Vi gav den bort til gode mennesker på Fyn. Nu sover den i arm med en golden retriever.

Nej, gu' sku' jeg ikke hellere ha' købt en kanariefugl, og Niels Blædels charmerende bog fortæller hvorfor. Jeg er helt enig med dyrehandleren i St. Kongensgade, der p.t. reklamerer: »Levende dyr og fugle tages hjem på bestilling«. Der er dyr, og der er fugle. Og, vil jeg påstå: Der er dyr, og der er katte.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce