0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frikendte under anklage

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er med den nysgerrighed, der altid knytter sig til det forbudte, at man med let svedige fingre åbner Eigil V. Knudsens skandaleramte og nu tilbagetrukne bog 'Sagen opklaret?' om nogle af Rejseholdets gamle sager.

Hvordan er den, hvad står der egentlig om den pige, de kaldte 'Hesten', hvad er 'Kusse-Laurids' for en herlig fisk, og er det rimeligt, at bogen blev trukket tilbage?

Spørgsmål er der, efter den megen omtale i pressen, masser af, men desværre viser virkeligheden sig - som så ofte - at være betydeligt mindre interessant.

Mest af alt er bogen nemlig jævnt hen kedsommelig. Trods censuren er Knudsen bestemt ingen Salman Rushdie, og allerede efter et kvarters tid og de første to-tre anekdoter fra fortiden er spændingen fordampet og øjenlågene så småt begyndt at blive tunge.


For mens snart sagt alle gamle politisager åbenbart er rasende interessant læsning for en pensioneret vicekriminalkommissær som forfatteren, skal der altså lidt mere til, før vi andre civile fodtudser suges ind. Og her leverer Knudsen ikke varen, eller rettere for sjældent varen.

For selvfølgelig er der blandt de i alt tyve gamle sager, som Knudsen har valgt at genfortælle på sin yderst personlige måde, fem-seks, der er både spændende og velskrevne. Men flertallet er, for at sige det pænt, småkedelige.

Man skal ganske enkelt have været der, eller til nød kende nogen, der var, for at blive fanget af en historie som 'Smøger til Anders And' om en banal smuglerring, der blev optrevlet i Rødby engang i slutningen af 70'erne.

Og bevares, det er da på sin vis meget skægt at læse om mislykkede bankrøvere og småsvindlere, men så er det altså heller ikke sjovere, og en sølle tyveknægts bedrifter eller mangel på samme tilbage i 60'erne, hører måske strengt taget til de historier, man med fordel kunne have ladet forblive i glemslen.


Som man kunne forvente, og som Knudsen eller hans redaktør derfor burde have udvalgt forbrydelserne mere stringent efter, er det de værste og mest blodige sager, der fænger mest. Død og ødelæggelse er - desværre - godt stof, så det er mordene og voldtægterne, der særligt pirrer nysgerrigheden.

Problemet er bare, at Knudsen ikke nøjes med at pirre.

Ord er ikke nok, vi skal se 'Marie Købmand' ligge med knust ansigt på sin egen kældertrappe efter en ophedet debat med sin svigersøn, arrestmedhjælper Marius Nilsen ligge død i underbukser og jordaneren Abdul Dumairi ligge bagbunden med 12 øksehug.

Her går Knudsen klart for vidt, men problemerne stopper ikke med billederne. Den er lige så gal med teksten, hvor Knudsen på forbløffende grov vis ikke holder sig tilbage med at udpensle ofrenes sexliv, videregive deres øgenavne og endog afsløre uskyldige vidners elskerinder.

Selv om man ikke er overdreven sart, er det vanskeligt ikke at blive stødt, når Knudsen under billedet af den voldtagne og myrdede 17-årige Birthe Andersen skriver, at »taxachauffører i Næstved kaldte Birthe Andersen for 'Hesten' - og det var ikke på grund af hendes udseende. Hun var altid ude på eventyr, og det blev hendes død«.

Nedladende, perfidt og fuldkommen unødvendigt. For modsat de dødssyge historier om smårapserier er lige præcis disse historier af en karat, så de næsten læser sig selv.

Særligt stødende og sikkert den primære grund til, at bogen blev trukket tilbage, er imidlertid forfatterens mange beskyldninger mod mennesker, der aldrig er dømt for noget kriminelt.

I sagen om den voldtagne og myrdede Birthe Andersen fra Rettestrup beskriver Knudsen således en let-identificerbar mand som »en klam type« og bruger derefter fem-seks sider på at mistænkeliggøre ham til det yderste, blot for, nærmest ærgerligt, til slut at notere, at alle sigtelser mod ham blev frafaldet.


Og det er ikke kun i den sag, at Knudsen ikke kan holde sine egne meninger og mistanker for sig selv.

I sagen om mordet på den fire-årige Charlotte Arp Hedensted fra Hvidovre skriver Knudsen direkte, at han nu vil konkretisere de forhold, der peger på en person, som angives med fornavn og efternavnsinitial.

Det samme gentager sig i historien om en uopklaret voldtægtssag fra 60'erne, hvor en 15-årig dreng, der beskrives, så lokale uden problemer vil kunne genkende ham, i yderst klare vendinger udpeges som mulig gerningsmand.

Den slags går naturligvis ikke. Man kan ikke offentligt udpege folk, der hverken er sigtede eller dømt, som mulige gerningsmænd til alvorlige forbrydelser, og det skyldes forhåbentligt, et ekstremt arbejdspres, at redaktøren eller andre på forlaget ikke har fanget det, før 'Sagen opklaret?' gik i trykken.

Så var bogen ikke trukket tilbage, ville den gamle kliche om at anmelde den ikke i avisen, men til politiet, for en gangs skyld passe. Nu kan man nøjes med at konstatere, at tilbagetræknin