0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forsvar for lemlæstelsen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Meget kan man beskylde den afdøde franske filosof og idehistoriker Michel Foucault for, men blødsøden er han ikke. Åbningsscenen i hans berømte 'Overvågning og straf', der nu for første gang foreligger på dansk, er intet mindre end et studie i menneskelig grusomhed.

Det er 2. marts 1757. Dagen, hvor Robert-Francois Damiens skal henrettes for at have stukket Kong Ludvig XV med en kniv. Hele repertoiret af tortur er i brug, og Foucault er ikke karrig med detaljerne.

Først knibes Damien brutalt »med tænger i brystvorterne, armene, lårene og læggene«, derefter hældes der »flydende bly, kogende olie, brændende beg af harpiks, smeltet voks og svovl« på de steder, han blev knebet, og endeligt bliver hans fire lemmer bundet til fire vilde heste og kroppen sønderdelt.

Sidste del af straffen går ikke som planlagt, hestene kan ikke rive Damien over, og efter nogen tid - og to ekstra heste - må skarpretter Samson ganske enkelt hugge ben og arme af staklen, før han til slut smides på bålet, og asken spredes for vinden.

Så grusomt og barbarisk en straf kan ingen almindelige mennesker vel forestille sig, endsige ønske sig at vende tilbage til? Jo, Foucaults tankevækkende analyse af fængselsvæsenets historie munder faktisk ud i, at fortidens pinestraffe er at foretrække for de moderne fængselsstraffe.


Mens pinestraffen - grum som den er - nemlig foregår åbent og efterlader sine synlige spor på kroppen, virker fængselsstraffen i det skjulte. Både rent fysisk med de lukkede og ikkeoffentlige straffe, men også på et mere abstrakt plan, hvor man via straffen helt bevidst forsøger at mærke og forandre fangernes indre åndsliv, det man kunne kalde deres sjæl.

Det er hård kost, både at følge argumentet og kapere holdningerne, men i Foucaults bløde og elegante pen bliver man revet med i højere grad, end godt måske egentlig er.

Grundlæggende er det naturligvis en fornøjelse at læse en stor tænker, der formår at udtrykke sig ikke bare klart, men ligefrem underholdende, på den anden side narrer Foucaults flydende og lette stil let læseren til at være mere enig med argumentationen, end vedkommende måske i virkeligheden er. Men først tilbage til Damien, og den grusomme straf.

Som bekendt har den fysiske brutalitet i straffen ikke varet ved, og Foucault haster også videre til at beskrive, hvor meget anderledes verden så ud mindre end 100 år senere.

Han citerer reglementet for et parisisk ungdomsfængsel i 1838, hvor der minut for minut gøres nøje rede for, hvad fangerne skal foretage sig, hvornår de skal bede, spise, arbejde og sove.

Et fremskridt? Ikke for Foucault, hvis underliggende synspunkt er, at de store reformer af straffesystemerne rundt om i Europa i slutningen af det 18. århundrede ikke har forsøgt at gøre straffen mere menneskelig, men tværtimod gennem disciplineringen at straffe dybere i fangernes sjæl.


Og det er her, at det er vanskeligt at følge Foucault. Ikke fordi det franske reglement ikke lyder frygteligt, eller fordi moderne fængsler er rare at være i - enhver, der har været i et fængsel ved, hvor ubehagelige selv de danske er - men fordi lemlæstelsen trods alle Foucaults spidsfindige argumenter er grusomt på et helt andet plan.

Men selv om man,i al fald undertegnede, ikke er enig med Foucault, er hans analyse af, hvordan indespærringen på kort tid blev stort set den eneste straf, fascinerende læsning.

I dag er fængselsstraffen så altdominerende, at man let tager den for givet ud fra en betragtning om, at indspærring er en slags 'naturlig straf'.

Det er den nemlig langtfra, og interessant nok forestillede end ikke 1700-tallets reformatorer sig, at fængslet skulle blive den dominerende strafeform.

Tværtimod var planen at lade mangfoldigheden af forbrydelser matche af en tilsvarende mangfoldighed af straffe, fra eksil over tab af civile rettigheder til husarrest.


Men hvorfor blev fængslet så i løbet af ganske kort tid den altdominerende straffeform?

Af flere grunde, men ifølge Foucault særligt fordi man blev mere ambitiøs. Målet gik fra blot at straffe til at omforme den straffede, og fængslet viste sig hurtigt at blive stedet, hvor man med en kombination af faste rutiner, hårdt arbejde og en konstant omgivelse af moral håbede gennemgribende at forandre fangerne.

Der, hvor overvågningsidealet som middel til forandring klarest og mest uhyggeligt kommer frem, er i den britiske tænker Jeremy Benthams panoptikon.

Foucaults analyse af panoptismen er formentlig den mest berømte del af 'Overv