Meget kan man beskylde den afdøde franske filosof og idehistoriker Michel Foucault for, men blødsøden er han ikke. Åbningsscenen i hans berømte 'Overvågning og straf', der nu for første gang foreligger på dansk, er intet mindre end et studie i menneskelig grusomhed. Det er 2. marts 1757. Dagen, hvor Robert-Francois Damiens skal henrettes for at have stukket Kong Ludvig XV med en kniv. Hele repertoiret af tortur er i brug, og Foucault er ikke karrig med detaljerne. Først knibes Damien brutalt »med tænger i brystvorterne, armene, lårene og læggene«, derefter hældes der »flydende bly, kogende olie, brændende beg af harpiks, smeltet voks og svovl« på de steder, han blev knebet, og endeligt bliver hans fire lemmer bundet til fire vilde heste og kroppen sønderdelt. Sidste del af straffen går ikke som planlagt, hestene kan ikke rive Damien over, og efter nogen tid - og to ekstra heste - må skarpretter Samson ganske enkelt hugge ben og arme af staklen, før han til slut smides på bålet, og asken spredes for vinden. Så grusomt og barbarisk en straf kan ingen almindelige mennesker vel forestille sig, endsige ønske sig at vende tilbage til? Jo, Foucaults tankevækkende analyse af fængselsvæsenets historie munder faktisk ud i, at fortidens pinestraffe er at foretrække for de moderne fængselsstraffe.
Forsvar for lemlæstelsen
Lyt til artiklen
