De fleste kender Nietzsche og Strindberg som begavede halvgalninge, der i øvrigt udvekslede breve: Strindberg underskrev sig her 'Gud den højeste', mens Nietzsche mere beskedent kaldte sig 'Kristus den korsfæstede'. Mindre kendt er, at Nietzsche kom Freud i forkøbet med en lynende skarp analyse af skyldfølelse og askese samt af vor hang til evige værdier og en sandere virkelighed hinsides livskampen. Nietzsches antihelte er her Sokrates og Jesus - der netop var Kierkegaards helte. Nietzsche skriver, at når vi knægtes af normer fra faderen, den herskende klasse eller Loven - så har vi allerede overskredet den mere jordnære magtbalances verden, hvor man naturligvis må forvente kontant afregning, hvis man forgriber sig på andres ejendom. Frygten for gengældelse bliver nemlig nu indvendiggjort som en samvittighed eller ligefrem som Guds røst - og derfor vil vort had til de magtfulde være så hæmmet og behæftet med angst, at vi fortrænger det. Men denne vredesenergi får så i stedet afløb ved at rette sig selvdestruktivt indefter i form af en aggressiv skyldfølelse, hvormed vi så at sige opdrager os selv ved at installere Magten i os. Også Freud mente jo, at heri ligger en kraftigt karakterdannende faktor, og ej heller Nietzsche var den modstander af kulturens tugt, som rygterne siger. Men kulturen har sin pris.
Livet frem for alt
Lyt til artiklen
