Der er vel i Danmark ingen så skøn ø som Mors. Vel værdig at blive gennemfotograferet af den eminente Kirsten Klein, i samarbejde med den sprogligt virtuose fortæller (og dramatiker) Jens Smærup Sørensen til bogen 'Der fortælles om dette sted'. Når man nu selv er thybo og på kryds og tværs kender Mors og har hjembragt en klods af det berømte moler, så nikker man genkendende til Kirsten Kleins foto på titelbladet og dvæler med lyst ved hendes solnedgang ved Skranderup Strand, stæreflok ved Dråby Vig, morgen i Højriisskoven, eventyrlige skyformationer, overraskende dybfrosne marker; koloristisk malerivirkning giver Fårtoftklinten. På Ørting Strandeng står to heste kind mod kind, ny triumf for fotografisk kunnen med et bladløst træ i den blånende frostnat.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























