0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kærlighed i mavsen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tyggegummimusik - Bubblegum music - er en af de mest nedgjorte genrer inden for popmusik, ene og alene fordi den blev lavet kun for at tjene penge. Det er dog ikke det samme som, at der ikke er blevet lavet god tyggegummimusik, og i et forsøg på at rehabilitere genren har over 40 skribenter skrevet bogen 'Bubblegum music is the naked truth'.

Bogen er skrevet af kærlighed til at alle disse fjollede sange om kærlighed i mavsen og alskens søde sager, men bogen er også et seriøst bud på at indkredse sangenes indre væsen og dermed definere, hvad tyggegummimusik overhovedet er.

Genren er amerikansk. Storhedsperioden var ca. 1967-1972 med numre som 'Yummy, Yummi, Yummi (I Got Love In My Tummy)' (Ohio Express, 1968) og 'Sugar, Sugar' (The Archies, 1969) - og grupper som The Monkees, The Partridge Family, The Osmonds og Jackson Five. I England tog bl.a. folkene bag The Sweet og Bay City Rollers tråden op. Og i virkeligheden er mange Melodi Grand Prix-sange rent tyggegummi.

Der har naturligvis til alle tider været skægge, ørehængende popsange. 'I Scream, You Scream, We All Scream For Ice Cream' er fra 1927 - og '(Boop-Boop Dit-em Dat-em What-em Choo!) Three Little Fishies (Itty Bitty Poo)' fra 1939 - og meget musik i både 50'erne og 60'erne var også lige til at gå til, men tyggegummimusik er det alligevel ikke. Der skal mere til.


Normalt siger man, at Bubblegum er glad brugspop, som er udtænkt til og direkte rettet mod børn, og musikken er ofte produceret samlebåndsagtigt af bagmænd og med brug af ansigtsløse sangere. Det er lige meget hvad gruppen hedder, det er lige meget, hvem der synger - bare sangen fænger, og stemningen er sjov og god.

Det var sådan genren fik navn. To af genrens bedste producere (som også er ukendte) stod og snakkede om deres nye sang - og så sagde den ene til den anden, »den lyder rigtig tyggegummiagtigt«. Deres pladeselskab var hurtige, de udgav straks en opsamlings-lp med samme titel som denne nye bog.

Her i Danmark kender vi ikke så mange af bogens referencer til f.eks. tv-programmer, men sangene blev alligevel hits mange steder. The Archies var en morsom tegnefilmserie med teenagere, der bl.a. sang popmusik. 'Gruppen' udgav fem album, men ingen af dem, der købte pladerne, interesserede sig for, hvem der egentlig spillede og sang.

The Partridge Family var en tv-serie om en enke og hendes fem børn, der kørte rundt i en bus og spillede popmusik. Storebroren og forsangeren i serien hed i virkeligheden David Cassidy, og han blev et af de største teenage-idoler i begyndelsen af 1970'erne.

Der blev udgivet over 10 lp'er med den syngende familie, men bortset fra Cassidy medvirkede ingen af dem, der spillede med i serien, på pladerne - og i programmet mimede de bare. Alt sammen var det pladeproducerens værk.


The Monkees er et andet eksempel. Efter The Beatles' succes med filmene 'A Hard Days Night' og 'Help' udtænkte to producere et amerikansk modtræk. En tosset tv-serie med et rockorkester, der hele tiden kom i vanskeligheder. Serien blev et kæmpe hit. Det samme gjorde den første sang 'Last Train To Clarksville' (1966), som var indspillet af en masse studiemusikere med en af skuespillerne, Davy Jones, som forsanger.

De fire unge, naive skuespillere blev først klar over, at der var noget galt med deres karriere, da de under en turné i 1967 pludselig så deres andet album - 'More of The Monkees' - i vinduet hos en pladeforhandler. De anede nemlig slet ikke, at de havde indspillet det, og det havde de jo netop heller ikke.

The Monkees var til at begynde med et helt og aldeles fiktivt produkt. Siden begyndte gruppen selv at tage del i pladeindspilningerne. Resultatet var både godt og skidt. Godt rent kunstnerisk, skidt rent salgsmæssigt - og som med popgrupper, der henvender sig til før- teenagere, så er levetiden meget kort.

Tænk bare på Spice Girls og Take That som er typiske tyggegummiorkestre fra 1990'erne. Eller Aqua, Whigfield og Me and My for nu at tage tre danske tyggegummi-aspiranter, der oplevede en glorværdig men meget kort international karriere.


Der sker selvfølgelig tit det, at bagmændene mere eller mindre ved et uheld kommer til at hyre talentfulde folk. Derfor har f.eks. David Cassidy, Donny Osmond og Monkees-medlemmerne overlevet og laver stadig plader.

Og grupper kan naturligvis også begynde med tyggegummi-musik for derefter at blive mere seriøse. Her er Michael Jackson fra Jackson Five eller Robin Williams fra Take That oplagte eksempler.

Tyggegummimusik har naturligvis sendt de gode vibrationer ud til andre musikgenrer. Bl.a. punk (The Ramones og Sex Pistols), disco (Boney M og Baccara) og new wave (Blondie og B-52). Selvfølgelig er der også blevet rigtig meget dårlig tyggegummimusik. Du skulle vide nogen plader, jeg har stående. Og stort set alle tyggegummiplader har hæslige omslag, ud fra devisen - vis dem hvad de vil ha', spar os for kunst.

Det er bl.a. derfor 'Bubblegum music is the naked truth' er en skøn bog. Den kalder en spade for en spade, og den giver præcis analyser af nogle fænomener i den ungdomskultur, som på overfladen blot virker kynisk, men som trods alt også har involveret så mange talentfulde mennesker, at slutproduktet ikke altid er tosset, hvad mange reflektorisk troede.