0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kristen bioetik?

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er en provokerende titel de to teologer, Lars Danner Madsen og Micky Gjerris har givet denne antologi: 'Naturens sande betydning'. I disse tider slipper man sjældent godt fra at hævde, man kender sandheden om noget, og når det oven i købet er teologer, der leger med en sådan påstand, går man som læser nærmest i automatforsvar. De skriftkloge er dog heldigvis både uenige, rummelige og akademiske, om end for de flestes vedkommende tydeligt overbeviste om den transcendente Guds tilstedeværelse.

Lad mig for hæderligheds skyld straks erklære min uforstand, hvad angår denne tro. Mens jeg har stor forståelse for det religiøse forstået som undren og agtelse for naturens immanente kreativitet, 'det åndeliges lov' som Charles Peirce kaldte det, så er ideen om en transcendent guddommelighed mig ikke blot fremmed, men den byder mig også imod som intellektuel. For hvordan kan en sådan ide undgå at umyndiggøre vores rationalitet og gøre os til kastebold på subjektivitetens oprørte have?


Men at Gud skal forstås som transcendent, det har jeg i alt fald nu lært. Mest tydeligt hos Jakob Wolf, der skriver: »Gud er som ophav et dyb, vi ikke kan lodde. Han er snarere en afgrund end en grund. Gud ligger ikke i forlængelse af teori. Vi støder snarere på det transcendentes manifestation, når vi prøver at se bort fra al teori«.

Wolf er i det hele taget klart skrivende, og sjovt nok kan jeg tilslutte mig så godt som alt, hvad han skriver, bortset fra denne centrale tro på en transcendent Gud, som jeg har svært ved at forstå på anden måde end som en irrationel universalisering af faderlængslen.

Denne uenighed er imidlertid afgørende, for den fører os til modsatrettede konklusioner. Wolfs hævdelse af en transcendent guddommelighed, får ham nemlig til at se med mistanke på alt, hvad der smager af immanent guddommelighed.

Derfor er det ham magtpåliggende at fastholde den Newtonske opfattelse af naturvidenskab, som ellers er på kraftig retræte i disse år: »Jeg anser det for at være en generel definition på naturvidenskaben ... at den anskuer verden som en mekanisk almenhed«, skriver Wolf og føjer til: »Ifølge den naturvidenskabelige betragtning bliver intet nyt til«.


Jeg skal ikke nægte, at mange naturvidenskabsmennesker sikkert kan tilslutte sig denne opfattelse, men lige så mange eller flere, vil jeg tro, vil benægte den. Mekanicisme udtømmer ikke muligheden for rationel naturforståelse.

Moderne naturvidenskab vrimler med felter, der opererer med forskellige former for emergens , dvs. spontan opståen af højereordens organisation, som når f. eks. tilskuere ved en fodboldkamp, der ikke foretager sig noget andet end at rejse sig op og sætte sig ned igen, derved giver anledning til dannelsen af en overordnet struktur, en bølge, der kun giver mening, når man betragter stadion som et hele.

Tilsyneladende er naturen utrolig kreativ, når det drejer sig om at producere denne type højereordens organisation.

Som kommentar til dette fænomen, emergens, skriver Wolf nu: »Men, må man spørge, forklarer dette begreb naturens nyskabelser? Man har jo ikke forklaret noget ved blot at indføre en etikette på noget, man kan konstatere. Emergensbegrebet er derfor for mig at se ikke et naturvidenskabeligt begreb, men en konstatering af naturvidenskabens grænse, og en indrømmelse af, at naturens udvikling er en manifestation af det transcendente«.


Det er en meget risikabel argumenation, som egentlig minder mig om naturteologernes argumenter, før Darwin vendte dem på hovedet. For med ganske små justeringer af den gængse naturvidenskabelige ontologi, kan emergens forklares ved naturens immanente egenskaber.

Her behøves ingen transcendent Gud, irreversibel termodynamik og ikkelineære systemers dynamik, gør arbejdet for os, når vi blot vi accepterer tilfældighed som et mere basalt træk ved naturen end kausalitet. Og hvorfor skulle vi egentlig ikke gøre det? Kausalitet er trods alt et vældig antropomorft begreb, dvs. hentet fra den menneskelige erfaringsverden.

Det forekommer mig altså, at Wolf ligesom sin læremester, Løgstrup, gør arbejdet nemt for sig selv ved at operere med et tilbagestående begreb om den naturvidenskab, der - i modsætning til troen? - jævnligt er i stand til at omrokere sit verdensbillede, og som derved er i stand til at forblive på omdrejningshøjde med sit samfund.


Netop denne problemstilling turnerer Ole Jensen dog ret elegant i sit bidrag, idet han gør opmærksom på, at den vesterlandske forestilling om, »at vi bevæger os frem ad tidens linie ind i en fremtid, som er anderledes og bedre end nutiden« i sig selv har rod i den kristne skabelsestanke:

»skaberen var jo 'før' og vil være 'efter' det, han skaber, hvis det forgår«. Dette giver ham anledning til følgende salve: »En hel kulturkreds' allermest grundlæggende forestillinger baserer sig tilsyneladende på ren tro«.

Overbevisende påviser Jensen, at det kristne idegods har været med til at legitimere den naturdestruktion, der er indbygget i de moderne videns- og produktionssamfund. Centralt i hans forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, står 'rumflugten', flugten fra rummet ind i tiden:

»Man har opgivet at forestille sig, at der kan finde et møde mellem Gud og menneske sted om ad rummet. Man trækker sig tilbage til tidens kategori som det eneste mødested for Gud og menneske«.

Men ved på denne måde at abdicere fra den ydre verden og overlade den til videnskaben, teknikken og markedskræfterne har teologien bidraget til at hominisere (menneskeliggøre, red.) naturforståelsen, altså bidraget til en forståelse af naturen som blot ressource uden selvstændig betydning og værdi.

Både Jensen og Wolf påkalder den fænomenologiske tradition som alternativ til dette hominiserede natursyn. »Sagen er den, at hvad vi umiddelbart sanser og erfarer, rummer en appel til noget andet end selvopholdelsen ... en omsorgsimpuls og en beredthed i os til at vige overfor det, der pånøder os agtelse, og som undertiden kan rejse sig og blive et tabu«, skriver Jensen, og Wolf henviser til »ærefrygten for den sanselige erfaring«.


Det forekommer mig, at man skal være overordentlig stærk i troen for at kunne forestille sig, at dette budskab skulle kunne redde vores naturforstyrrede verden. For det stiller sig jo aldeles eksternt i forhold til den teknisk-videnskabelige virkelighed, vi lever i. Men hvordan skal man retlede noget, som man kun forholder sig udvendigt til?

Et mere praktisk brugbart bioetisk udgangspunkt opstilles af Mickey Gjerris i form af en sårbarhedens etik. Gennem vores erfaring af vores egen sårbarhed kan vi identificere os med andet levende og indse, at det gør en forskel, om det er til eller ikke er til.

Og derved opstår der en graduering af den etiske fordring: »Det synes at være sådan, at jo mere kompleks en organisme er, jo mere er et menneske i stand til at identificere sig med den«, skriver Gjerris.

Her bliver det til gengæld et spørgsmål, hvorfor en såden etik skulle være specielt kristen. I min bog 'En snegl på vejen' udviklede jeg en næsten identisk tanke, blot med 'semiotisk frihed' som identifikationsårsag snarere end 'kompleksitet'. Og hvis den bog skulle have et kristent udgangspunkt, så er det i alt fald noget, der kommer helt bag på forfatteren.

Foruden de nævnte rummer antologien bidrag af Bent Flemming Nielsen, Ulrik Bekker Nissen, Jacob Rendtorrff og Peter Sandø samt de to redaktører. Desuden er der meget rosværdigt givet plads til middelalderfilologen Aksel Haaning, der har skrevet et fremragende kapitel om de undertrykte strømninger inden for den kristne tradition, som vovede at tænke et skabende og livgivende princip ind i verden selv, med Giordano Bruno som den mest berømte.

Denne bog rummer mange interessante overvejelser, og jeg håber den i fagpressen eller andetsteds vil få en mere indforstået anmeldelse fra en teologisk synsvinkel. Jeg har altså valgt at give et modspil til et par af de centrale temaer, bl.a. fordi en sådan diskussion er næsten fuldkommen fraværende i debatten. Hver part taler normalt kun med sig selv.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce