Det er en provokerende titel de to teologer, Lars Danner Madsen og Micky Gjerris har givet denne antologi: 'Naturens sande betydning'. I disse tider slipper man sjældent godt fra at hævde, man kender sandheden om noget, og når det oven i købet er teologer, der leger med en sådan påstand, går man som læser nærmest i automatforsvar. De skriftkloge er dog heldigvis både uenige, rummelige og akademiske, om end for de flestes vedkommende tydeligt overbeviste om den transcendente Guds tilstedeværelse. Lad mig for hæderligheds skyld straks erklære min uforstand, hvad angår denne tro. Mens jeg har stor forståelse for det religiøse forstået som undren og agtelse for naturens immanente kreativitet, 'det åndeliges lov' som Charles Peirce kaldte det, så er ideen om en transcendent guddommelighed mig ikke blot fremmed, men den byder mig også imod som intellektuel. For hvordan kan en sådan ide undgå at umyndiggøre vores rationalitet og gøre os til kastebold på subjektivitetens oprørte have?
Kristen bioetik?
Lyt til artiklen
