Julen har givet anledning til en god lille bog 'Og det sker i disse dage' med 12 essays af danske praktiserende præster, og ganske i tidens ånd handler den især om den enkeltes oplevelse af julesorg - den forstemthed der hos næsten alle melder sig, når barndommens billeder af jul ikke materialiserer sig. »Forventningen om det umulige!«, som Leif Bork Hansen (f. 1942) kalder sit fine citat fra Dostojevskijs beskrivelse af julen i 'dødens hus'. Vore barnlige og helt urimelige juleforventninger er knyttet til noget så svingende og sart som stemningen. Vil den rette julestemning indfinde sig eller ej? Det er det store nervepirrende - og i virkeligheden helt forkerte - spørgsmål. (Jeg vil afholde mig fra frelste råd.) Man skulle tro at præster, med deres daglige kontakt med de størrelser julen drejer sig om, ville være skånet for dens kendte antiklimaks. Hvis man tror på at Jesus blev født som garant for det evige liv og som den, der tager vore synder på sig, så skulle alt vel være godt, uanset vejret, gaverne, maden og svigermor? Men nej, præster er også mennesker, i høj grad endda. Og med den stigende fokusering på embedsmænds privatsfære - og det stigende antal af kvindelige præster? - er føleriet blevet norm. Det skal dog ikke skille os ad - præster er immervæk også sjælesørgere, og det kan der nok blive brug for på denne tid af året, hvor vi er mest hudløse.
Julesorgsslukning
Lyt til artiklen
