»Ligesom lægekunsten ikke er nogen nytte til, når den ikke uddriver de legemlige sygdomme, således heller ikke filosofien, hvis den ikke uddriver sjælens lidelse«, sagde den gamle græske filosof Epikur. I vore dage vil fagfilosofferne mene, at for eksempel erkendelsesteori, moralfilosofi og æstetik også er legitime filosofiske beskæftigelser, og kalder sjælelindringens tænkning for livsfilosofi og regner den for blot én filosofisk genre blandt andre. Men der er næppe nogen tvivl om, at for alle andre er livsfilosofien den 'rigtige' filosofi, og bemestringen af den tegn på ægte visdom. Det er nok også en almindelig opfattelse, at den ægte visdom er der blevet mindre af, hvorfor det heller ikke vil overraske, at den engelske forfatter Allain de Botton lader sine essays om trøstende filosoffer slutte med Nietzsche og altså præcis lige før det 20. århundrede og den modernitet kun Kafka, Beckett, Borges og et par stykker til siden er nået ind til trøstesløsheden i. I den forstand er 'Filosofiens trøst' en god, gammeldags bog med velmente råd om livets håndtering, masser af elegant indflettede citater af filosofferne og muntre fortællinger om deres levned. Og så er den illustreret! Det virker nu mere pudsigt end nødvendigt - hvad lægger billedet af en fjernbetjening til tekstens eksempel med en forsvunden fjernbetjening som urimelig genstand for raseri?
Til trøst
Lyt til artiklen
