0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klap kebabben!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For ikke ret lang tid siden var Birthe Rønn Hornbech fremme med et fantastisk forslag om, at der ikke skulle være familiesammenføringsret for dem, der ønskede sig en tyrkisk, en pakistansk eller en somalisk ægtefælle.

Hendes forslag blev skudt i sænk af partiformand Anders Fogh Rasmussen næsten i samme øjeblik, og siden har der været lidt stille om Venstres retsordfører.

Nu tager hun revanche i bogen med den udmærkede titel 'En lige venstre'. Bogen viser, at der bor et meget elskeligt menneske bag den ofte sure og bratte politiske sabelraslen.

Det, hun elsker - derfor er hun elskelig! - er grundloven og frihedsrettighederne, og det, hun ofte hader, er Folketingets letfærdige omgang med begge.

Grundloven spørger ikke om tro eller hudfarve. Birthe Rønn Hornbech mener ikke at have observeret et folkeligt krav om ny grundlov. Den gamle rummer det hele: en beskyttelse af religionsfriheden og de andre frihedsrettigheder.

Og hvis folket er bange for, at udlændinge skal overtage styret i Danmark, bør de selv stille op - demokratiet udøves ikke fra tilskuerpladsen.

Danskernes 'frygt' er hurtigt udpeget.


Så langt, så (forholdsvis) godt. Man kan være udmærket enig med Birthe Rønn Hornbech om mangt og meget. Hendes kritik af Schlüterregeringen, som op igennem 1980'erne aldrig ville tage det parlamentariske ansvar for de sikkerhedspolitiske dagsordener og træde tilbage, er også i orden.

Men samtidig - tilføjer Birthe Rønn Hornbech - ville oppositionen jo ikke overtage regeringsmagten. Den klæbede til sin rolle som opposition og satte dermed Danmarks internationale renommé over styr.

Allerede her er der noget, der skurrer. Var det 'oppositionen', som ikke ville være regering - eller var det kun de radikale, som meget hellere ville være borgerlig regering?

Måske snarest det sidste. Kapitlet burde derfor være en kritik af de radikales rolle i spillet. Kritikken af de radikale forekommer - men den er ikke blevet det centrale.

Og sådan stormer hun hidsigt gennem dansk politik, med klart fokus på sine politiske ideer, og med færre dybere refleksioner over årsagerne til misererne.

Mellem valgene er det Folketinget, som har magten til at vælte regeringen, men det sker »næsten aldrig«, fastslår hun. Har hun glemt, at vi i årevis har haft valg hvert andet år og ikke, som grundloven foreskriver, hvert fjerde?

Vi havde f.eks. valg i 1971, 73, 75, 77, 79 og 81, og først på det sidste er der gået fire år siden sidst. Kapitlet burde interessere sig for hvorfor.


Som jurist interesserer hun sig for domstolene og finder, at de har tiltaget sig for meget politisk magt.

Hun stemte imod Tvindloven og er derfor glad for, at domstolene efterfølgende gav hende ret i Tvinddommen, som fastslog, at Folketinget havde tilsidesat retssikkerheden og afskåret skolerne fra at få en domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse.

Men var det ikke godt? Jo, men så var det igen knap så godt, at Højesteret også påtog sig sagen om Maastrichtlovens grundlovsmæssighed. Hvorfor nu det?

Fordi Højesteret dermed påtog sig at vurdere en lov, der ikke blot var vedtaget i Folketinget, men også af befolkningen ved en afstemning. Altså: én stær om foråret er køn, men flere stære keder.


Sådan går det slag i slag med forhold, som vi først må respektere, men som i anden omgang løber vildt forbi målet. Man sidder skiftevis og smiler og græder under læsningen.

Om udlændingene i Danmark skriver hun først lyrisk: Grundloven taler jo ikke om racer, og enhver, der vil yde til det danske demokrati, skal være så velkommen. Hun kalder en spade en spade.

Men næppe er vi blevet glade og smilende, før det rasler ud af alle knaphuller med generelt nedværdigende bemærkninger, som kulminerer med en afstandtagen fra Poul Nyrups bemærkning om, at Dansk Folkeparti »ikke er stuerene«.

En del af folket har jo stemt på Pia Kjærsgaard, og hun må derfor gøres ansvarlig for udlændingepolitikken på linje med de andre partier.

Men siger Pia Kjærsgaard da det, hendes vælgere mener? Hvordan forholder det sig med den lige og klare linje mellem vælger og Folketing?

I kapitlerne om meningstyranni og menneskerettigheder går hun endelig amok, skifter spaden ud med møggreb og skyder fra hoften.

OECD's rapport om det vellykkede, hhv. mislykkede ved integrationen i forskellige lande skydes ned, fordi rapporten tog fejl af Sverige og Danmark, som således rettelig endte på en 12.-plads i stedet for en 15.- og sidsteplads.

Ha! Men der er ingen kommentarer til de problemer, som rapporten faktisk pegede på.


Om menneskerettigheder er hun helt på linje med Søren Krarup. Ministrene »smisker« for Arafat, mens den israelske ambassadør, som talte for »moderat fysisk pres« i afhøringssituationer, bliver angrebet.

Nazisternes udryddelseslejre benyttes som begrundelse for menneskerettigheder, mens stalinismens udryddelseslejre aldrig nævnes. Her kan hun ikke have læst Berlingske Tidende eller for så vidt Politiken ret grundigt.

Hun tager sin modstand mod menneskerettigheder til indtægt for sit eget politiske standpunkt. Nu er vi ved at tørre smilet af ansigtet. Birthe Rønn Hornbech er blevet skinger.

»Drab og vold har været udgangen på ikke så få af de konflikter, der opstår, hvor unge indvandrere vil leve som danskere. Det brutale patriarkalske familiemønster medtages fra udlandet og leves videre i Danmark. Men vi skal jo respektere de fremmedes kultur, så vi gør ikke noget. Vi er i den grad blevet ekserceret til tavshed. Derfor holder socialforvaltningerne sig tilbage. Derfor holder politiet sig tilbage«.

Vil det sige, at politiet holder sig tilbage, når der begås drab og vold? Det er hult klingende nonsens.


Bogen munder ud i en bekendelse til den danske statskirke og en forsikring om, at islam ikke vil det samme, som er hendes egentlig sympatiske mantra: adskille jura og politik.

Jeg tænker i al stilhed på grønthandleren og på den pakistanske læge, der stiller op for SF.

Det er fint nok, at hun skriver til den fhv. amerikanske ambassadør Swett og frabeder sig at deltage i morgenmøder med klokkeklang og mormonsk salmesang, men læserens accept af hendes standpunkt i debatten om Danmark og demokratiet er forsvundet.

Hun bliver en glimrende kirkeminister, hvis Anders Fogh vinder valget, hun er aldrig ligegyldig. Gud forbyde, at det skulle blive til mere.