0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jazzhistorie

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På dagbladet Information var man ikke opmærksom på, at Erik Wiedemann tidligt på året havde været avisens jazzanmelder gennem 50 år. Man var naturligvis ked af det, da man fandt ud af det. Og endnu mere ked af det blev man, da Wiedemann nogle måneder senere, i maj, døde efter en hjerneblødning i en alder af 70 år.

På baggrund af hans betydelige indsats for jazzens anerkendelse i Danmark må det derfor vække stor glæde, at Christian Braad Thomsen har påtaget sig den vældige opgave at samle en række af Erik Wiedemanns mange anmeldelser til en bog.

I sit omfattende portræt af Wiedemann og i de små kommentarer til nogle af Wiedemanns anmeldelser er Braad Thomsen ikke blind for, at Wiedemann - ved siden af sine store fortjenester - også havde sine svagheder.

Og som Wiedemanns kollega gennem mange år måtte også jeg ikke så sjældent konstatere, at jeg kunne være dybt uenig med ham.

For eksempel når han i sine bestræbelser på at promovere alt nyt og anderledes fornægtede at lade sin kritiske sans råde for til gengæld at affærdige mere etablerede musikere, der ikke blev værdsat efter fortjeneste.

En anden fordom vedrørte hans syn på den såkaldte kommercialisme, som fik ham til at mene, at der måtte være noget mistænkeligt ved musikere, som havde opnået for stor publikumsyndest.


Kvaliteterne hos en så original pianist som Erroll Garner havde Wiedemann ikke øre for. Når det gjaldt jazzens uovertrufne pianistiske begavelse, Art Tatum, så fandt Wiedemann heller ikke ind til kernen i dennes musik.

Og hvad skal man dog mene, når han i 1958 kunne skrive om Duke Ellingtons nære medarbejder Billy Strayhorn, at denne »betegnende nok, virker mest overbevisende, når han er mindst selvstændig«?

Eller hvad med dette citat fra 1968 om Miles Davis og hans daværende kvintet med bl.a. Wayne Shorter: »Det var nok på tide om han, der har så travlt med at fordømme andre musikere, snart stillede sig selv lidt større udfordringer end hans nuværende gruppe åbenbart kan byde ham«.

Det, der gør bogen så værdifuld, er, at den lader os følge jazzens udvikling gennem 50 år, som den tog sig ud for sin samtid. Og selv om man ikke behøver at være enig med Wiedemann i alle hans betragtninger, så er han i sine analyser og i sin afspejling af tiden - inden han når frem til sine egne konklusioner - som oftest uhyre præcis.

I denne forbindelse er det ligeledes interessant at følge Wiedemanns egen udvikling, når en forbeholden eller ligefrem afvisende holdning over for bestemte musikere med tiden forandrede sig til uforbeholden anerkendelse.

For lykkeligvis havde han også evnen til at blive ramt i sit inderste, når han mindst af alt forventede det. Han gjorde det så absolut med hensyn til ovenfor nævnte Davis-gruppe.

Men det smukkeste eksempel er hans anmeldelse af sangerinden Abbey Lincolns koncert i Copenhagen JazzHouse i 1996. Det er så fint skrevet, at man får en klump i halsen ved at genkalde sig oplevelsen.

Og det er netop i anmeldelser som disse, at også mennesket Erik Wiedemann træder tydeligst frem for os.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement