I bogens forord af Ole Rasmussen læser man, at »verden er rykket helt ind på livet af os«. Man kan i hvert fald roligt sige, at billederne af den er. Selve verden er, hvor den hele tiden har været, tror jeg, men billederne af den vælter frem. Ikke mindst fordi de fylder så lidt. De fiser rundt i cyberspace, billederne, og de siver ind gennem brevsprækken så flade som pandekager. Hvilket jo ikke får det, de forestiller, til nødvendigvis at være lige så luftigt eller fladt. Måske er det den slags spørgsmål, der ventileres i denne bog. På et billede, Kim Nielsen tog på Biennalen i Venedig i juni 2001, ser man ifølge billedets undertekst, hvordan »publikum holder sikker afstand til Duan Hansons hyperrealistiske (bortset fra størrelsen) drengebarn«. Små levende mennesker står lænet op ad en tyk stensøjle og stirrer på den livagtige skulptur af en hugsiddende dreng. Et kæmpebarn. Et barfodet brunt og stivnet barn så stort som en katedral. (Det minder mig om en parallel og omvendt oplevelse på Kunstmuseet i Helsinki, hvor der fra en krog i et dunkelt rum lød en lille gråd, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at der stod et hyperrealistisk dukkebarn og græd). Der er altså noget med proportionerne. Hvad fylder mest og hvad mindst og hvorfor? Hvad er virkeligt, og hvad er egentlig mere end det? Kim Nielsen fylder som fotograf til det her billede på en vidunderlig måde hverken mere eller mindre, end der skal til for at sætte tanken fri. Han formår at indtage en i disse tider ikke helt indlysende position: øjenvidnets.