Det er heldigvis ikke god tone at udtale sig om en forfatters moralske habitus i anmeldelsen af et skønlitterært værk. Men med et selvportræt, som tilfældet er med Jurij Moskvitins 'Den døve øgle' stiller sagen sig vel anderledes. Jeg skal prøve at undgå at blive skinger. Især da bogen er disciplineret og velredigeret. Den tekniske og litterære udførelse er således i orden. Hvem er det så portrættet forestiller? Det er en bevidst utilpasset fugl i den danske andegård, som blev født i 1938 som barn af russisk mor og en dansk far. Sidstnævnte var som ung telegrafist i Store Nordiske, bl.a. i Vladivostok, blev senere uddannet cand.mag. og fik en toppost i Gyldendal inden han gennemgik en karrieremæssig deroute, som hans snobbede, krævende og inkonsekvente kone aldrig tilgav ham. Sønnen Jurij hader denne mor, som han samtidig ligner - nok til at overleve hendes behandling, som han selv siger. Faderen har hans kærlighed. Familien havde både fine og nyttige forbindelser, omgikkes desuden farverige russiske emigranter med stoisk holdning til deres tabte formuer. Lille Jurij er enebarn, men får dog ikke megen traditionel omsorg. Efter eget udsagn var han fra tre-fireårsalderen i det store og hele »overladt til min mors forgodtbefindende«. (Det er åbenbart ikke godt.) På et tidspunkt spørger faren moren, om 'den lille hare' (sønnens russiske kælenavn) overhovedet går i skole. Siden bliver der dog lagt mærke til skolegangen, især da den ikke bliver passet og karakterbøgerne bliver forfalsket. Det bevirker i bedste russiske stil en i øvrigt lykkelig 'forvisning' over til farfar i Nyborg.