Ingen er så ung, at han ikke kan dø, og ingen så gammel, at han ikke kan leve én dag til. Sådan siger det gamle mundheld, og sådan er Fernando Savaters udgangspunkt for at filosofere. Ikke noget usædvanligt sted at starte. Døden er fælles, og ikke kun for filosoffer fra Sokrates og frem. Men samtidig er døden også kategorisk individuel: man dør alene, en détail, som Kierkegaard ville sige, ikke engros. Men hvor danskeren jo godt kunne skænke himlen og det hinsidige en tanke, så er spanieren Savater kun interesseret i dødens modsætning, i livet her og nu: »Det filosofi handler om er livet, hvad det vil sige at leve, og hvordan man får det bedste liv«. Bogen her er en kvalificeret og stimulerende samtale med læseren og med filosofi-, kunst- og kulturhistorien om netop: 'Livets store spørgsmål'. Savater er i egentligste forstand humanistisk, han er en menneskekærlig fornufts-tænker, som undrer sig over religiøse menneskers adkomst til at blive kaldt for »troende«, eftersom det mest karakteristiske ved dem jo ikke er, hvad de tror på, men hvad de ikke tror på og ikke rigtig tager alvorligt: døden.
En overskudsbog
Lyt til artiklen
