Monarkiet 'fylder' mere i dagens Danmark end for blot en generation siden. Især er der sket en ceremoniel optrapning, hvad der fik overvældende udtryk ved dronning Ingrids begravelse. Men der er andre eksempler på, hvordan et politisk funktionstomt monarki står for en stadig mere pågående iscenesættelse. Med Bjørn Nørgaards gobeliner fik vi en danmarkshistorisk billedfortælling med monarkiet i centrum i et format, som ikke er set siden 1600-tallet. Dronningen er desuden den mest malede monark siden enevælden. Og i stadig højere grad er der tale om billeder, der efteraber enevældens officielle portrætstil. Samtidig er den distance, som kongehuset tidligere opretholdt til det øvrige samfund, stort set væk. Noget skyldes, at medierne er blevet mere pågående, jævnfør spisesedler som 'Vild nat med Bettina', men der er ingen tvivl om, at det stigende antal ikkefyrstelige ægtefæller har fjernet noget af mystikken. Den afdøde kunsthistoriker Christian Elling mente, at med tronfølgerbrylluppet i 1967 var det kongelige forduftet. Udgangspunktet for Claus Bjørns bog er den tilsyneladende modsætning mellem den optrappede iscenesættelse og den stadig mindre distance. Hvad betyder det, og hvilke konsekvenser får det for monarkiets fremtid? Bjørn gennemgår monarkiets funktioner og forfatningsmæssige placering, men diskuterer de forventninger til monarkiet, man møder forskellige steder i samfundet. I et af bogens bedste afsnit diskuteres kongemagtens funktioner omkring regeringsdannelsen, hvor grænsen for kongemagtens indflydelse er uklar, selvom der efter de fleste statsretsteoretikere er blevet etableret en tradition og et sæt uskrevne spilleregler.