Spektrum fortjener stor ros for at have påtaget sig udgivelsen af 'Verdensreligionernes hovedværker' nok en gang. Serien udkom første gang i 1920erne, siden hen i 1950'erne og nu får vi så endnu en præsentation af religionshistoriens klassiske litteratur. Bortset fra et par stærkt problematiske bind om den indiske buddhisme, hvor forfatterens politiske slagside var ganske bizar, giver serien (der er planlagt i alt 18 bind) god besked om de religioner eller religiøse traditioner, som præsenteres i de enkelte bøger. Det afgørende er dog ikke de religionshistoriske indføringer og kommentarer, men derimod religionernes egne produkter, de religiøse tekster. Sandt nok er religion andet og mere end litterære tekster, men teksterne er ikke til at komme udenom. De religiøse forestillinger og det religiøse liv i videre forstand er på mangfoldige måder fastholdt i teksterne, og studiet af religionerne har derfor altid et litterært element. Alene af den grund er det vigtigt, at religionernes tekster foreligger i gode oversættelser.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























