0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det akademiske univers

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Universet i perspektiv' er den lovende titel på en lille bog i Fremads serie 'Videnskab til debat', forfattet af videnskabshistorikeren Helge Kragh. Undertitlen er 'Kosmologi, filosofi, teologi', og bogen præsenterer roligt og sagligt den nyeste forskning på disse tre områder.

Der er først et kapitel om kosmologien, dvs. videnskaben om universet som helhed, som det studeres af fysikere og astronomer. I forordet inviterer Kragh læseren til evt. at springe kapitlet over, og det er nok en meget god idé, for det er lige lovlig teknisk og komprimeret til en bog af denne type.

Det følgende kapitel om filosofi fortæller lidt om videnskabsfilosofi; hvilken status forklaringer og hypoteser har i en videnskab, der kun har én genstand (universet); en god typologi af fire stadig større forestillinger om, hvad 'verden' er (det observerede univers, det observérbare univers, det erkendbare univers og sidst det metafysiske univers); en krystalklar afvisning af det antropiske princip om, at menneskeheden, nu vi er opstået på den kosmiske scene, skulle være en medforklaring af universets eksistens og struktur. Udmærket, glimrende, fornuftigt.


Tredje kapitel er så teologiens, hvor Kragh sammenfatter synspunkter fra den omfattende internationale litteratur om forholdet mellem fysik og religion.

Områdets grand old man Ian Barbour har skitseret fire stadig mere intense relationer mellem teologi og naturvidenskab: De kan være i konflikt, de kan være uafhængige af hinanden, de kan gå i dialog, eller man kan søge deres integration.

Kragh nævner fint sin egen holdning: Han ser teologi og naturvidenskab som uafhængige. De taler ikke om det samme og kan derfor ikke være hverken i konflikt eller dialog.

Vi hører dernæst om Guds mange ansigter, fire fremtrædende kosmologers gudsopfattelser, skabelsesbegrebet, ideen om big bang som Guds skabelseshandling m.m.

Kragh går lige præcis så langt ned i teologernes debatter, at vi følger deres spidsfindigheder uden at stå af, og vi ender, hvor Kragh gerne vil have os: nemlig med oplevelsen af, at det var sgu da noget værre noget, en moderne version af den skolastiske debat om, hvor mange engle der kan sidde på et nålehoved.

Konklusionen i det afsluttende kapitel er oplagt: Kosmologi er en solid og spændende videnskab med pletvist interessante filosofiske aspekter. Men teologien med dens vilkårlige gudsbegreber har intet at gøre dér.


Som det fremgår, har bogen en klar og logisk struktur, men den har ikke nogen dagsorden. Den er nærmest en afværgedagsorden. Bogen er lidenskabsløs. Hvorfor skal vi høre om relationen mellem kosmologi og teologi, når der ikke er nogen?

Kragh, der er professor på Institut for videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, omtaler ikke det Forum Teologi Naturvidenskab, der de sidste 20 år har holdt til lidt længere nede ad gaden, på samme universitets teologiske fakultet.

Forummet er brændpunkt for den danske interesse for mødet mellem religion og naturvidenskab, og Forum-folkenes mange studiekredse, forelæsninger og symposier giver indtryk af, at de vil noget.

En af stifterne er Viggo Mortensen, hvis disputats 'Teologi og naturvidenskab' fra 1989 kun nævnes i en fodnote i Kraghs bog, ligesom 'den danske teolog' Niels Henrik Gregersen, der står centralt i Forummet, refereres alt for kort for sit spændende synspunkt om, at Gud kan forstås som indirekte skaber af orden gennem selvorganiserende systemer og kompleksitetsdannelse i naturen.

I det hele taget tror jeg, at en del teologer på dette område opererer med et noget mindre håndfast gudsbegreb end Kragh, hvor den hvidskæggede herre i kjortlen aldrig er langt væk.

Hvis man ser det guddommelige som en kosmisk kraft, en universel tilstedeværelse, et skabende potentiale, en tendens til orden og kompleksitet eller lignende, vil man nok finde andre muligheder for et møde mellem naturvidenskab og religion, end Kragh har indskrænket sig til.


Man skal endvidere være opmærksom på, at når der står 'teologi' i bogens undertitel, er det med velberåd hu. Kragh ser religion som et diffust begreb, og han reducerer det derfor til det akademisk lettere håndtérbare teologi.

Han holder sig da også fra at diskutere den religiøse oplevelse, religiøsiteten som sådan, afklædt religionens institutionelle gevandter og teologiens kristent-bibelske dogmatik.

Den oplevelse af samhørighed med mægtige kræfter uden for en selv, oplevelsen af at man har en rolle at spille i en kosmisk udvikling fra stof til liv til bevidsthed, at verden taler til en og vil en det godt i det lange løb, at tingene hænger sammen i sidste instans - den oplevelse, kort sagt, at hverdagen og virkeligheden rummer noget meget stort, som mange mennesker da gerne vil omtale som det guddommelige, eller ligefrem Gud, og som givet også driver eller ledsager mange forskeres undersøgelser af natur og kosmos - dén finder man intet af i denne bog.