0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til tælling

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En regnfuld nat 6. juni 1832 mødtes en samling mørkklædte gentlemen i Webb Street School of Anatomy i London om et makabert optrin: Det bleggustne lig af deres ven og mentor, utilitaristernes fader, Jeremy Bentham, der havde udåndet tre dage forinden, blev udsat for en grundig dissektion af den unge doktor Thomas Southwood Smith i skæret fra en række flakkende vokslys.

Skalpellen glimtede skarpt i det blåhvide lys fra lynene udenfor, mens Smith arbejde sig vej gennem filosoffens hud og indre organer.

At blive dissekeret ansås som så grusomt et endeligt, at det blev forbeholdt bærmen af tugthusenes mordere som en ekstra straf oveni henrettelsen. Men de indbudte til Benthams bizarre bisættelse kan have søgt trøst i tanken om, at de fuldbyrdede den gamle mands sidste vilje.

Bentham lod sine jordiske rester balsamere og udstille i en glasmontre i University College i London, hvor de befinder sig den dag i dag.

Bentham lagde grunden for utilitaristerne, der var besat af begrebet 'nytte'. Og med sin usædvanlige himmelfærd førte Bentham utilitarismen ud i det ekstreme. Det var nemlig alt andet lige mere nyttigt at lade sin krop dissekere end at lade den gå til grunde under jorden.

Bentham var en fuldblods excentriker. Men selv om enhver, der giver sin tekande navn og kalder sine morgenspadsereture for »antejentakulære cirkumgyrationer«, gør sig til et let offer for latterliggørelse, var Bentham mere end en belæst særling.

I en utrættelig kamp med samtidens ånd kortlagde han og kollegaen Edwin Chadwick minutiøst nationens fysiske deroute og samfundets fattigstes håbløse kummer.

Han opfattede Englands love og deres moralske grundlag som et håbløst sammensurium af overtro, tradition, modsætninger og besynderlige privilegier. Og plæderede for, at al samfundsmoralen skulle baseres på at »skabe størst mulig lykke for flest muligt«.

Hans våben var statistikken, hans ammunition var tal og data.


Beskrivelsen af Bentham og utilitaristerne indleder David Boyles bog 'The Tyranny of Numbers' og skaber fundamentet for Boyles overordnede tese: vort moderne samfund lider under en næsten autistisk talmani.

Vor besættelse af tal, statistik og kvantificering har givet os kolossale mængder viden, men ikke nødvendigvis mere indsigt. Og om livets kompleksitet og nuancer siger tallene intet, men bringer os nogle gange længere væk fra virkeligheden.

Hver gang vi tæller, dør vi lidt, skriver Boyle. For personlig smag og æstetiske oplevelser lader sig hverken generalisere eller kvantificere.

Forskerne kan dechifrere den menneskelige genkode og opstille formler for, hvordan vi udvikler os. Men betyder det, at de forstår os, bedre end vi forstår os selv? Hvorfor vi handler, som vi gør? Eller er, som vi er?

Boyles svar er et rungende nej. En præcis køreplan over togruten fra Nice til Ventimiglia siger jo heller intet om, hvor pittoresk turen er eller ikke er.

Og hér slår Boyle hovedet på sømmet. Vi stoler næsten blindt på tal som grundlag for beslutninger, hvis effekt ikke kan stilles op i et skema. Statistik bliver et mål i sig selv, uden at vi stiller spørgsmålet, hvad vi skal bruge det til.

Samtidig glemmer vi, at tallene ikke repræsenterer en absolut størrelse men derimod selv er resultatet af individuelle skøn og valg.


Boyle svinger fyndigt næven mod inflation og bruttonationalprodukt (BNP), som han anklager for at være arbitrære størrelser, der ikke stikker særlig dybt. BNP for et land, der fælder alle sine træer og sælger dem som tømmer, vil tage sig langt bedre ud, end for et andet land der lader dem stå og respekterer miljøet.

Træet får med andre ord først en målelig værdi, i det øjeblik det bliver fældet og bearbejdet. Lige så grotesk er det, at BNP falder, hvis en mand gifter sig med sin husbestyrerinde.

Boyle formulerer et muntert, aforistisk opkog af mange af de amerikanske vestkyst-økonomers skriverier om alt fra etiske regnskaber til 'hot indicators' over, hvor mange laks der er i floderne eller antallet af svaner i søerne.

Han bringer dog ikke meget nyt til torvs, og bogen bliver aldrig nogen helstøbt eller samlende analyse. Hans stil veksler mellem det akademisk sprudlende og det anekdotisk pludrende, og på samme måde skifter kapitlerne mellem veloplagt samtidskritik og udpenslede historiske mellemspil, hvis overdrevne grundighed til tider kan virke en smule øjenlågstyngende.


Han bringer os via den excentriske Bentham videre til Edwin Chadwick, der blev født blandt 1800-tallets besudlede briter, og hvis største ambition var at vaske sine medborgere hver dag med administrativ strenghed og orden. Men iveren efter at få alle de pudsige petitesser med stikker overblikket af for Boyle.

Han beskriver detaljeret, hvordan Benthams balsamerede hoved trods ihærdig indsats fra konservatorernes side går i forrådnelse og må udskiftes med en voksattrap (de opløste rester blev af bar veneration anbragt i bunden af montren ved ligets fødder).

Men Boyle overser stort set, at Bentham og Chadwick på deres egen knastørre måde lagde grunden til velfærdssamfundet ved at gøre op med tvivlsomme traditioner og privilegier, som ingen før havde stillet spørgsmål til.

Bogen vakler ubeslutsomt mellem det historiske og det samtidige, og den giver derfor også mere indtryk af et engageret debatindlæg end et gennemarbejdet stykke egentlig litteratur. Men de talrige strøtanker er fornøjelig læsning og sætter mange tanker i gang.