En regnfuld nat 6. juni 1832 mødtes en samling mørkklædte gentlemen i Webb Street School of Anatomy i London om et makabert optrin: Det bleggustne lig af deres ven og mentor, utilitaristernes fader, Jeremy Bentham, der havde udåndet tre dage forinden, blev udsat for en grundig dissektion af den unge doktor Thomas Southwood Smith i skæret fra en række flakkende vokslys. Skalpellen glimtede skarpt i det blåhvide lys fra lynene udenfor, mens Smith arbejde sig vej gennem filosoffens hud og indre organer. At blive dissekeret ansås som så grusomt et endeligt, at det blev forbeholdt bærmen af tugthusenes mordere som en ekstra straf oveni henrettelsen. Men de indbudte til Benthams bizarre bisættelse kan have søgt trøst i tanken om, at de fuldbyrdede den gamle mands sidste vilje. Bentham lod sine jordiske rester balsamere og udstille i en glasmontre i University College i London, hvor de befinder sig den dag i dag. Bentham lagde grunden for utilitaristerne, der var besat af begrebet 'nytte'. Og med sin usædvanlige himmelfærd førte Bentham utilitarismen ud i det ekstreme. Det var nemlig alt andet lige mere nyttigt at lade sin krop dissekere end at lade den gå til grunde under jorden. Bentham var en fuldblods excentriker. Men selv om enhver, der giver sin tekande navn og kalder sine morgenspadsereture for »antejentakulære cirkumgyrationer«, gør sig til et let offer for latterliggørelse, var Bentham mere end en belæst særling. I en utrættelig kamp med samtidens ånd kortlagde han og kollegaen Edwin Chadwick minutiøst nationens fysiske deroute og samfundets fattigstes håbløse kummer. Han opfattede Englands love og deres moralske grundlag som et håbløst sammensurium af overtro, tradition, modsætninger og besynderlige privilegier. Og plæderede for, at al samfundsmoralen skulle baseres på at »skabe størst mulig lykke for flest muligt«. Hans våben var statistikken, hans ammunition var tal og data.