»Der er en fugl, som kaldes Føniks; der findes kun én sådan, og den lever i 500 år; og når den nærmer sig sin opløsning ved døden, bygger den sig en rede af røgelse og myrra og andre vellugtende ting, og når tiden er fuldendt, går den ind i den og dør. Når så dens kød går i forrådnelse, fødes der en orm, som ernæres af vædsken fra den døde fugl, og den får vinger«. Citatet er fra 1. Clemensbrev, kap. 25, om Fugl Føniks, sammensat af en fasans hoved og en ørns krop, et yndet symbol på opstandelse i tidlig kristen kunst og benyttet af Grundtvig i salmen 'Tag det sorte kors fra graven'. Giversen har genudgivet sin 1985-oversættelse af 'De apostolske' fædre, en samling skrifter fra mellem år 75 og 150, primærkilder til den kristne kirkes første udvikling og teologi. Forfatterne er fra anden eller tredje generation efter apostlene. Samlingen er suppleret af 'Frelserens evangelium', et fragment som blev genopdaget 1991, og nogle 'Spredtejesusord', såkaldte agrafa, ord som er tillagt Jesus, men uomtalt i evangelierne, f.eks. det korte og kontante »Red dig og dit liv«. Giversens indledninger er højlærde, Poul Kristensen har som sædvanlig produceret en perle af bogkunst.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























