Teologen og kirkehistorikeren Poul Saxe (født 1922) har begået et modent værk om den vestlige kulturs og kristendommens historie set i lyset af hans bekendelse til en dialogisk livsholdning. Det er hans tese, at vor civilisation desværre er præget af entydighedens holdning og en søgen efter absolutte sandheder, der beherskes af en elite af mestertænkere. Men som en understrøm i modsat retning går traditioner, der betoner usikkerhedens og fællesskabets vilkår: Måske findes der absolutte sandheder, men når vi tror at have fundet dem, resulterer det oftest i barbari og diktatur. Overraskende, men konsekvent siger den lærde Saxe, at Sokrates med sin betoning af den enkelte og uvisheden var den første postmodernist. Rimeligvis er Saxes egen bog skrevet med respekt for det dialogiske, hvorfor alle parter kommer til orde i udvalgte skriftsteder. Således forstår han også faren for nihilisme og relativisme, og det ville da også være en komisk entydighed at docere en gang for alle, at alle prætentioner om faktisk at have forstået og erkendt noget her i verden må forkastes. Postmodernismen fremstår netop som en erfaringsbaseret ydmyg holdning snarere end som en 'ny filosofi'.
Klogskabens pris
Lyt til artiklen
