Mette Sandbye demonstrerer med sin Ph.D-afhandling 'Mindesmærker - Tid, erindring og historie i fotografiet', at hun vitterligt er en af vores mest vidende fototeoretikere, der er i stand til virtuost at jonglere med et teoretisk univers, så det giver mening i forhold til den fotokunst, hun vælger at beskæftige sig med. Det bliver herved også vanskeligt at kritisere et værk, der er produkt af et mangeårigt arbejde, og som befinder sig i så høj en klasse, at det efter min mening bør oversættes, så det også kan komme videre til et internationalt forum. Udgivelsen kan på en måde læses som et svar. For det første er det en art modsvar til hendes egen udgivelse fra 1992 'Det iscenesatte fotografi', hvor Sandbye beskæftiger sig med fotografiet som en iscenesat konstruktion, og for det andet til Lars Kiel Bertelsens nyligt udgivne 'Fotografiets grå mytologi', hvor Bertelsen blandt andet påviser, hvordan fotografiet er en slags sprogkonstruktion. I denne udgivelse viser hun, hvordan fotografiet består som fænomen også efter at have været underlagt den totale opløsning under dekonstruktionen. Ifølge Sandbye bliver der noget tilbage, der knytter sig til tiden, erindringen og både Historien med stort H og den private historiefortælling indenfor familiens rammer.
Det der var
Lyt til artiklen
