Denne bog er sværat komme igennem - skønt den er mere end almindeligt velskrevet og bæres af en nødvendighed, som på sin vis gør den umulig at lægge fra sig: historien er modbydelig, men formidles med en insisterende nøgternhed, som ikke kan undgå at sætte eftertænksomme modhager i kødet på sin læser. 'Det bliver sagt' har - aner man - karakter af en påtrængt sjælelig katarsis, men bogen er tilmed et velartikuleret seksualpolitisk partsindlæg, som løfter beretningen ud af det private for i stedet at kaste lys over en langt mere principiel problemstilling vedrørende erotiske relationer børn og voksne imellem. Handlingen er lige så enkel, som den er forstemmende: Fra niårsalderen bliver forfatteren udsat for systematiske seksuelle krænkelser fra en tyve år ældre mand, som vel at mærke ikke er nogen degenereret børnelokker i en kælderhals, men tværtimod en klog og charmerende kosmopolit, hvis udstråling og hele univers danner eksotisk modpol til lille Kristians beklumrede, provinsielle arbejderhjem. Gustav (således pseudonymiseres krænkeren med en lidt uretfærdig reference til Manns 'Døden i Venedig') er ganske simpelt nøglen til et fremmed og dragende kontinent, som magnetisk tiltrækker den understimulerede præpubertære knægt - først under en sanseudvidende tur til Sydfrankrig, siden ved hyppige besøg i Gustavs lejlighed i det indre af København.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























