Børns sprogudvikling er et af de vigtige temaer i den løbende debat om børn. Og det er naturligt nok, al den stund vi lever i et vidensamfund, hvor det gælder om at komme med på det hold, der har adgang til informationerne - og kan bruge sproget. Er man ikke med på holdet, er man dømt taber - eller i hvert fald i en risikozone. Og så er der hele spørgsmålet om læsning og diskussionen af danske elevers svage læsefærdigheder, der rystede nationen i midten af 90erne. En yderligere begrundelse for at overveje tidlig sprogstimulering er den påstand, at danske børn taler dårligere i dag. Hertil kommer så gruppen af tosprogede børn. Der er mange og gode grunde til at understrege betydningen af børns sprogudvikling. Men hvor tidligt og hvor systematisk skal man gå i gang med sprogstimulering? Og hvordan skal man gribe det an? Drejer det sig om egentlig undervisning allerede i børnehaven - eller er der andre veje, der er mere i slægt med opfattelsen af børns udvikling som en balancegang mellem leg og læring? Bogen 'Sprogstimulering af børn' er en god indføring i hele spørgsmålet om børns sprogudvikling. Den spænder fra redegørelse for den fysiologiske udvikling, børns forudsætninger for at lære sprog, de tidlige sprogperioder hos børn, de tosprogede børns udvikling - til måder at arbejde med sprogstimulering på hos børn op til 6-års alderen. Det er især de pædagogiske sider ved sprogstimulering, der fremlægges i bogen, og det er her bogens styrke ligger. Den bygger på to erfarne praktikeres egne erfaringer med sprogstimulering, og der er mange ideer og forslag til, hvordan man kan arbejde på en konstruktiv måde med børns sprog. Der er også gode eksempler på børns sprog. Ind imellem kommer man ligefrem til at tænke på gamle Otto Jespersen og hans klassiske beskrivelser af børnesprog.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























